Verden har stadig greb om Rubriks terning

Mange holder fast i Rubiks terning i en tid, hvor digitale spil og sociale medier udfordrer den menneskelige opmærksomhed og lokker den i andre retninger. Den 13. juli fylder Erno Rubik, manden bag den farverige terning, 80 år. (Arkivfoto). Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix

Den 13. juli fylder Erno Rubik 80 år. Skaberen af den ikoniske terning mener stadigvæk, at verdens befolkning har brug for at kunne fokusere uden teknologi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kræver et klogt hoved at løse en Rubiks terning.

Et endnu klogere hoved formodes det at kræve at designe terningen.

Den er på en og samme tid et statisk og bevægeligt objekt, som millioner har brugt timevis på at løse i løbet af dets 50 år lange levetid.

Hjernen bag tilhører den ungarske skulptør og arkitekt Erno Rubik, der 13. juli fylder 80 år.

Selv tog det Erno Rubik en måned at løse sin egen opfindelse første gang.

Han udviklede terningen, mens han underviste i design, og manglede et værktøj til undervisning i matematikkens gruppeteori.

Ifølge avisen The New York Times har statistikere fastlagt, at firkanterne på de seks sider af en Rubiks terning kan have 43.252.003.274.489.856.000 forskellige kombinationer.

I dag kan de hurtigste - eksempelvis kinesiske Yusheng Du - løse en Rubiks terning på blot 3,47 sekunder.

Netop den disciplin, såkaldt speedcubing, har sikret terningens nutidige popularitet.

Fans holder fast i Rubiks opfindelse i en tid, hvor digitale spil og sociale medier udfordrer den menneskelige opmærksomhed og lokker den i andre retninger.

Ifølge den britiske avis The Guardian skyldes populariteten, at vi leder efter at kunne føle noget mellem hænderne.

Også Erno Rubik selv mener, at verden stadigvæk har brug for netop det, hans opfindelse står for: nemlig fokus og fordybelse uden for den virtuelle verden.

- Hvis du kun ser verden gennem virtuelle øjne, mindsker det oplevelsen drastisk, har han udtalt til nyhedsbureauet Reuters.

Millioner af terninger vurderes solgt verden over, ligesom adskillelige personer har analyseret den ofte farverige kvadrat gennem tiden.

Rubik selv har udviklet en slags kærlighedsforhold til sin opfindelse.

- Jeg er meget tæt med terningen. Terningen er vokset op sammen med mig, og nu er den midaldrende, så jeg ved en masse om den, har Rubik sagt i et interview.

Erno Rubik bor i dag i den ungarske hovedstad, Budapest. Han er gift med Agnes Hegely.

/ritzau/