Verdens bedste kok får ingen stjerne

Der var ingen stjernedrys over den danske gourmetrestaurant Geranium i København onsdag.

Selvom Geranium til daglig ledes af verdens bedste kok, var det ikke nok til at få en Michelinstjerne i årets Michelin Guide.

Skuffelsen var til at mærke hos verdensmesteren efter offentliggørelsen af stjerneregnen.

- Det virker mærkeligt, men det er det, man nogen gange kan frygte med Michelin. Men det er da sindssygt hårdt. Så skal man virkelig levere noget for at få en stjerne i den her guide, siger Rasmus Kofoed.

Han kunne tidligere på året løfte guldtrofæet ved VM i kokkekunst, Bocuse d'Or, i Frankrig. Smagsdommerne måtte overgive sig til danskerens biodynamiske rødbeder og syltede Karl Johan-svampe.

Geranium har tidligere kunnet bryste sig af en Michelinstjerne, som restauranten modtog i 2008. Men da restauranten lukkede året efter, slukkede stjernen også.

I september 2010 slog Geranium igen dørene op for de madglade københavnere i nye omgivelser på Østerbro,og håbede derfor på at genvide stjernen.

Michelin Guiden er den mest prestigefulde anerkendelse, en restaurant kan opnå.

Guiden har derfor stor betydning både for restauranternes evne til at tiltrække købestærke gæster nationalt og fra udlandet samt for hele nationens mulighed for at markedsføre og markere dansk gastronomi i udlandet.

I Michelin Guiden får maden på spisestederne karakterer fra en til tre stjerner. En stjerne gives til en meget god restaurant i sin kategori. To stjerner er værd at køre en omvej efter, og tre stjerner tildeles ekstraordinær køkkenkunst, som er en rejse værd.

Madanmelderne fra Michelinguiden besøger kun restauranter i København.

Toprestauranten Noma, som i 2010 blev kåret som verdens bedste spisested, fik endnu en gang som den eneste danske restaurant to stjerner i årets guide.

/ritzau/

Den nyåbnede københavnske restaurant Geranium fik ingen Michelinstjerne ved årets uddeling.

Offentliggjort Sidst opdateret