Verdensstjerne skaber magi på Operaen

Anna Netrebko måtte undskylde, at hun på grund af en blodsprængning i det ene øje bar solbriller, da hun onsdag mødte op til pressemøde i Operaen i København.

Men de øvrige sangere, dirigenten og operachef Kasper Holten kunne stå inde for, at hun i den grad har levet op til sit ry som verdens førende operasopran under prøverne til "La Boheme", hvor den russiske stjerne står på scenen torsdag og søndag.

Ifølge Kasper Holten har Netrebko alt det, der kendetegner en sanger med denne status.

- Hun har en stor stemme, udstråling, intuition og er en dygtig skuespiller. Dertil kommer det særlige ekstra, som er så svært at sætte ord på, og som vel kan sammenfattes i det, vi kalder personlighed, siger operachefen.

Den 39-årige russer sang sidste år i DR's ny koncertsal.

- Jeg blev meget glad for byen og så imponeret over operahuset, at jeg rigtigt fik lyst til at synge her. Jeg har min mand med, og vi glæder os til at se os omkring, sagde Anna Netrebko, der kunne prale af et godt kendskab til en anden del af Danmark.

- Jeg har nogle gange besøgt min søster, der bor i Bjerringbro, fortalte hun.

På scenen får hendes Mimi i Puccinis opera selskab af tenoren Peter Lodahl i det andet store parti som Rodolfo.

- Hun giver fantasisk meget til os andre på scenen, også når hun ikke synger. I dag følte jeg mig næsten som genfødt, da hun sang én af sine arier. Her opstod noget magisk præcist i dette øjeblik, og den slags er virkelig med til at løfte os andre, siger Peter Lodahl til Ritzau.

Siden sit internationale gennembrud har Anna Netrebko været markedsført efter noget nær samme opskrift som en popstjerne eller en fodboldstjerne.

Hun er konstant omgivet af masser af "hype" og dukker hele tiden op i store internationale magasiner, hvor folk i hendes branche ellers optræder meget sjældent.

- Det er dygtig marketing, og det kan vi leve med, så længe hun giver nogle præstationer på scenen, der bevæger os dybt, fastslår Kasper Holten.

/ritzau/

Det ene øje har det ikke så godt, men ellers er sopranen Anna Netrebko klar til "La Boheme" i København.

Offentliggjort Sidst opdateret