Vestager varsler opgør med rige pensionister
Pensionisters pengepunge bliver tungere og tungere. Således er ældres disponible indkomster vokset med 26 procent i løbet af de seneste 10 år.
Det er mere end alle andre aldersgruppers indkomster, og formuerne hos de gamle er også større end hos resten af danskerne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.
Ifølge avisen har hver tredje pensionist en formue på mindst en million kroner ud over pensionsopsparingen. Det fremgår af en ny analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, som kaster lys over danske pensionisters økonomi.
I analysen tegner der sig et billede af en generation, som ikke har høje indkomster, men som alligevel har flere penge til rådighed efter skat, end 25-34-årige for eksempel har.
Den større formue hos pensionister får De Radikales leder Margrethe Vestager til at varsle et opgør med de ældres gratis glæder og aldersbetingede tillæg fra statskassen.
- Du er ikke nødvendigvis fattig og nedslidt, selv om du er pensionist. Tværtimod har nogle pensionister disponible indkomster, som ligner andre lønmodtageres.
- Derfor bør vi i stedet se på, om du har et behov og ikke kun på, om du er fyldt 65 år, når vi indretter vores ydelser, siger økonomi- og indenrigsministeren.
Den opfattelse deler regeringsmakkeren SF imidlertid ikke.
Partiets formand, Annette Vilhelmsen, er nemlig lodret uenig i Vestagers budskab.
- Margrethe Vestager må mene, hvad hun vil, men det er ikke regeringens politik at forringe de ældres vilkår, siger socialministeren til Jyllands-Posten.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde