Vi er på vej mod den varmeste vinter i over 100 år
Mandag var Varde Å gået over sine bredder på grund af kraftig blæst og masser regn. Vinteren har ikke kun været våd og blæsende - den har også været varm. DMI betegner det som "ret sikkert", at vinteren 2019-2020 bliver den varmeste, som man har målt.
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
John Randeris/Ritzau Scanpix
Med en gennemsnitstemperatur på fem grader over hele landet slår vinteren 2019-2020 varmerekord, spår DMI.
Vinteren for 2019-2020 har været både våd og blæsende. Men den har også været usædvanlig varm for årstiden.
Således spår Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), at vinteren ender med at blive den varmeste i Danmark, siden man begyndte at måle det i 1874.
- Det ser ud til, at kalendervinteren ender med en gennemsnitstemperatur på cirka fem grader for hele landet. Og det er langt over det normale.
- Der er ikke nogen tvivl om, at vinteren 2019-2020 ender med at blive exceptionel varm, siger klimatolog Mikael Scharling i en pressemeddelelse.
DMI betegner det som "ret sikkert", at vinteren 2019-2020 bliver den varmeste, som man har målt.
- Den varmeste vinter er for nærværende vinteren 2006-2007. Så prognoserne skal ændre sig meget, hvis den gamle rekord ikke skal slås med denne vintersæson, siger Mikael Scharling.
Vintersæsonen løber fra november til udgangen af februar. Den hidtidige rekord fra vinteren 2006-2007 er en gennemsnitstemperatur i landet på 4,7 grader.
DMI regner med temperaturer, der nærmer sig tocifrede plusgrader i den kommende tid. Derfor anses det som usandsynligt, at rekorden fra 2006-2007 ikke bliver slået.
De sneglade skal ifølge DMI ikke sætte forhåbninger op efter en sen vinter.
Af en netop opdateret prognose, som gælder frem til maj, fremgår det, at der ikke er udsigt til reel vinter.
Ifølge DMI er fem af de varmeste vintre målt efter årtusindskiftet.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde