Vi ødsler penge væk på ferien
Når hundredtusindvis af danskere i de nærmeste dage vender hjem fra sommerferie i udlandet med solbrune snuder, er det ofte til en bankkonto, der er drænet for mange flere penge, end de havde regnet med.
Det viser en undersøgelse foretaget af valutavirksomheden Forex.
- Vi kompenserer for en hverdag, hvor mange af os synes, vi har det så surt og hårdt. Så når vi er på ferie, skal den i hvert fald have hele armen, forklarer Lisbeth Nebelong, foredragsholder og forfatter bag flere bøger om danskernes privatøkonomi.
Ifølge undersøgelsen bruger 4 ud af 10 danskere flere penge på udlandsrejsen, end de havde planlagt, og i gennemsnit overskrides feriebudgettet med 16,5 procent.
71 procent af de adspurgte begrunder overforbruget med, at de ikke gider spinke og spare på ferien, og 39 procent siger, at de er mere ligeglade med, hvad tingene koster, og hvad de bruger penge på.
- Når vi er på ferie, er vi meget mere irrationelle. Og holdningen er, at ferien bliver kedelig, hvis vi skal tænke i budgetter, siger Kim Valentin, privatøkonomisk rådgiver i Finanshuset i Fredensborg A/S, og fortsætter:
- Men sandheden er jo, at det først bliver rigtigt kedeligt, når vi ikke laver et budget, for så kommer vi hjem til store regninger, der skal betales.
Vil man undgå at komme hjem med overtrukne kontokort, er der et simpelt husråd, man kan følge.
- Lav et dagsbudget og del dine kontanter op, så du ved, hvad du har til hver dag, siger Joakim Husted, nationschef for Forex Bank.
To ud af tre danskere forsøger dog til en vis grad at holde styr på, hvor mange penge de bruger på ferien, ved at gemme kvitteringer, skrive udgifterne ned undervejs eller tjekke kontoen med jævne mellemrum.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde