Vi tror på Valdemar og Mathilde

De royale tvillingers dåb har ført et væld af mere eller mindre seriøse navnegætterier med sig.

Hos spiludbyderen Betsafe har man 21 navnekombinationer, der kan satses på, men næsten alle indsatser på den royale tvillingdåb ligger placeret på to sæt navne.

Det skriver dr.dk.

- Flest har spillet på Valdemar og Mathilde, mens Ingrid og Knud følger lige bagefter. Og det er stort set kun de to kombinationer, der er blevet spillet på indtil videre, siger landechef for Betsafe i Danmark, Richardt Funch, til dr.dk.

Kombinationerne Sonny og Cher, Sussi og Leo samt Elvis og Elvira er der ingen, der har satset på. Førstnævnte giver ellers 400 gange pengene igen. Valdemar og Mathilde giver 15 gange ingen.

Onsdag aften var der indgået lidt over 200 væddemål på barnedåben hos Betsafe. Men Richardt Funch forventer endnu flere, når først deadline nærmer sig.

- Det sker tit på dagen, når folk er kommet in the mode til royalt TV, siger han til dr.dk.

Tendensen bekræftes af en anden spiludbyder, Unibet. Her har mere end 1.000 spillere sat penge på barnedåben onsdag aften.

Omkring 70 procent af indsatserne er på enten Valdemar/Mathilde eller Ingrid/Knud.

- Vores oddssætter er lidt forundret over, at ingen har sat så meget som en krone på Brandon og Brenda, siger Per Marxen, pressechef i Unibet Danmark til dr.dk.

Sandsynlighedsberegningen hos de to selskabers bookmakere er sket ud fra kongehusets historie og fra royale eksperters gæt.

- Navnene er jo forbundet med en kongelig dansk historie. Prins Joachim hedder også Valdemar, og vi har Caroline Mathilde, prins Knud og selvfølgelig dronning Ingrid, siger Per Marxen.

Hos Betsafe tilføjer Richardt Funch, at hans bookmakere har skelet til det omkringliggende samfund.

- Navne som Mathilde og Valdemar er jo oppe i tiden, siger han til dr.dk.

/ritzau/

Danske gamblere venter i spænding på den royale barnedåb. Flest tror på Valdemar og Mathilde.

Offentliggjort Sidst opdateret