Viasat kræver 3,4 milliarder af TV2

TV2 er blevet mødt af et erstatningskrav på knap 3,4 milliarder kroner fra konkurrenten Viasat i to sager, der handler om ulovlig konkurrence.

- Det overrasker os ikke, at Viasat nu føjer et nyt kapitel til erstatningssagen mod TV2, men vi er naturligvis ikke enige og må forvente, at sagen trækker ud, siger TV2's administrerende direktør, Merete Eldrup, i en pressemeddelelse.

I den ene sag er et erstatningskrav steget fra 350 millioner kroner til 1,636 milliarder kroner plus renter. Kravet tager sit udgangspunkt i TV2's tidligere rabatordning overfor annoncører.

Tidligere var det sådan, at jo flere reklamer annoncører købte, jo mindre kostede det. Men den ordning kendte Højesteret ulovlig i 2010 på grund af TV2's dominans på markedet.

Viasat har herefter opgjort deres forventede tab til halvanden milliard. TV2 kalder kravet for "teoretisk":

- TV2 bestrider, at der foreligger fornødent ansvarsgrundlag og årsagssammenhæng, og finder, at Viasats argumentation og tabsopgørelser er spekulative og udokumenterede, lyder det i pressemeddelelsen.

Den anden halvdel af erstatningskravet ligger som følge af en dom fra 2010 fra EU-Kommissionen omhandlende licens.

EU-Kommissionen fastslog, at TV2 ikke fik for mange licensmidler fra 1995 til 2002, men at midlerne skulle betegnes som anmeldelsespligtig statsstøtte og ikke blot godtgørelse for leverede publicservice-ydelser. Sidstnævnte har TV2 anket.

Men da TV2 således modtog licensmidler, inden der forelå en godkendelse fra kommissionen, mener Viasat ifølge TV2's pressemeddelelse, at der skal betales strafrenter af licensen til staten.

- Vi har levet med retssager i 15 år, og det er efterhånden fristende at kalde Viasats taktik for et absurd teater, hvor vi nærmest kun kan trække på skuldrene, mens advokaterne nu går ind til næste akt, siger Merete Eldrup.

Sagerne ligger i Østre Landsret.

/ritzau/

Viasat forhøjer et krav om konkurrenceerstatning fra TV2 til 3,4 milliarder kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret