Vildt forslag kan ramme boliger på Lolland-Falster
Hundredtusindvis af bygninger vil skulle opgraderes til nyt energimærke, hvis nyt energiforslag bliver en realitet. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Omkring 400.000 boliger vil blive påvirket af forslag om at stille krav om energimærke E på alle huse. Påvirker mange huse på Lolland-Falster.
Inden 2035 skal alle danske boliger mindst have energimærke E.
Det foreslår Socialdemokratiets EU-parlamentsmedlem Niels Fuglsang, skriver DR.
Det vil påvirke omkring 400.000 enfamiliehuse i Danmark, der med forslaget skal renoveres eller på anden måde opgraderes, vurderer professor på Aalborg Universitet Per Heiselberg over for DR.
Dertil kommer en ukendt række lejligheder.
Professoren mener, at det vil koste boligejerne til de huse i gennemsnit 300.000 kroner at leve op til kravet.
Ifølge Per Heiselberg er det især bygninger på Lolland, Falster, Langeland og i Nordsjælland, der vil blive ramt af forslaget.
Vil fjerne de laveste kategorier
Konkret skal kravet ifølge Niels Fuglsang på plads, når EU's bygningsdirektiv i 2027 eller 2028 revideres.
- Jeg mener, at vi bør stille nogle krav om, at de laveste energiklasser F og G skal udfases. Det koster mange penge for de boligejere, der sidder i sådan nogle boliger, der ikke er isoleret, og hvor varmen forsvinder ud af vinduerne, når de hvert år skal betale for den energiregning, siger han til DR.
Skalaen går fra A til G, når det gælder energimærker, hvor A er det højeste. Det er altså de to laveste kategorier, Niels Fuglsang vil have helt væk.
Der kan dog blive talt om undtagelser, når det gælder sommerhuse og fredede bygninger, siger Niels Fuglsang, som til DR nævner, at EU har lavet en klimafond, som går til at støtte økonomisk sårbare mennesker, som måske ville kunne få opgraderet deres bolig med midler fra den.
S-ordfører: Ikke officiel politik
Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, siger, at det ikke er officiel S-politik, Niels Fuglsang er ude med her.
- Det her forslag er udtryk for kandidatens egen holdning og ikke et forslag, der nyder opbakning i Socialdemokratiet.
I Dansk Folkeparti kalder Morten Messerschmidt forslaget for "en bombe" under boligejernes økonomi.
Partiet kalder nu finansminister Nicolai Wammen (S), landdistriktsminister Morten Dahlin (V) og klimaminister Lars Aagaard (M) - repræsentanter fra tre regeringspartier - i samråd om sagen.
Messerschmidt finder det utroværdigt, at Christian Rabjerg Madsen har sagt om meldingen, at der ikke er tale om officiel S-politik.
- Det virker som panik før valgdagen, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde