Thomas Vinterberg, instruktøren bag "Festen" og "Submarino", indspiller sin næste film i Sverige.
Den britiske onlinetjeneste ScreenDaily.com skriver tirsdag, at optagelserne til den svensk-sprogede "Formlen" formentlig indledes til marts.
Instruktøren skriver selv manuskriptet sammen med Tobias Lindholm, og dermed viderefører de samarbejdet fra "Submarino", som deltog i hovedkonkurrencen på dette års festival i Berlin og blev valgt til bedste nordiske spillefilm i 2010.
Vinterberg fortæller, at "Formlen" er en fortælling om, hvad der kan ske, når en løgn spredes offentligt og inficerer samfundet. Han og Tobias Lindholm skriver historien ud fra research af sådanne tilfælde, som har fundet sted i flere europæiske lande i 1990'erne.
Thomas Vinterberg siger til ScreenDaily, at han satser på at lave en nordisk film med inspiration fra Bergmans "Fanny og Alexander" og fra nogle af sine egne film.
- Den kommer til at foregå i julen, men det bliver ikke en disney-version af julen. Den viser, hvordan en løgn kan spredes som en virus og forårsage et brud, der får et lille samfund til at falde fra hinanden, fortæller den 41-årige instruktør.
Vinterberg har været tæt knyttet til selskabet Nimbus, som han var med til at stifte, i næsten hele sin karriere. Men "Formlen" laves for Zentropa og produceres af Sisse Graum Jørgensen, der også er kendt som fast producer for Susanne Bier.
Filmens budget bliver på godt 26 millioner kroner, og det ventes, at både det svenske filminstitut og den regionale svenske filmfond Film i Väst vil bidrage til finansieringen.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker