Vinteren kommer: Nu stiger elpriserne

Det kan betale sig at overveje, om vaskemaskine og tørretumbler kan køre om natten, og om man kan skrue lidt ned for varmen i løbet af dagtimerne i de kommende måneder. Arkivfoto

Vintertarifferne træder i kraft 1. oktober, og det medfører højere priser for kunderne det næste halve år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det seneste halve år har elkunder nydt godt af lave strømpriser, men nu skal vi igennem en prisstigning igen.

Vintertarifferne træder i kraft 1. oktober, og derfor giver det endnu mere mening at tænke over, hvornår elbilen skal lade derhjemme. Eller om det er en mulighed at sætte tørretumbler og vaskemaskine til at køre om natten.

- Den 1. oktober er hvert år ensbetydende med et prishop for elkunderne, og det betyder også, at der er penge at spare, hvis man formår at flytte noget af sit forbrug væk fra de dyre timer – særligt mellem kl. 17.00 og 21.00. At ændre sine elvaner kræver tilvænning, men vi kan se, at rigtig mange kunder er gode til at rykke rundt på deres forbrug, siger Cäthe Bay-Smidt, chef for Cerius og Radius, i en pressemeddelelse.

En gennemgang foretaget af Jyllands-Posten, viser, at tariffen om natten forbliver stort set uændret, imens tariffen stiger i tidsrummet klokken 06-17 og igen klokken 21-24 med i gennemsnit 52 pct.

Dyrest bliver det, når aftensmaden skal tilberedes. Mellem klokken 17.00 og 21.00 stiger nettariffen i gennemsnit med 89 procent.

Kan spare ved at ændre rutinerne

Hun tilføjer, at der rundt regnet er én krone at spare på elregningen for hver kilowatttime, man formår at flytte væk fra timerne sidst på eftermiddagen og først på aftenen.

Netselskabernes tarifmodel er skruet sådan sammen, at forbrugernes tariffer afspejler elnettets belastning både i løbet af døgnet og året. Det er nemlig belastningen, der dikterer behovet for at udbygge elnettet. Derfor er priserne højere om vinteren, hvor forbruget er størst.

- Hvis vi alle holder fast i de gode elvaner og udjævner vores strømforbrug til alle døgnets timer, så bliver behovet for omkostningsfulde udbygninger af elnettet mindre, og den grønne omstilling bliver dermed billigere, siger Cäthe Bay-Smidt.

Lavere priser end sidste vinter

I vinteren 2023 tog elpriserne hårdt på mange elkunder, og ifølge Cerius-Radius bliver priserne ikke lige så høje i år.

Siden starten af 2023 har man sænket tarifferne tre gange, og derfor vil priserne være lavere, end hvad elkunderne i Østdanmark oplevede sidste vinter.

- Vi er jo glade, hver gang vi kan sænke priserne, og vi er nu nede under niveauet fra før energikrisen. Vi håber snart igen at kunne give priserne et nøk ned, siger Cäthe Bay-Smidt.

Vintertarifferne løber indtil udgangen af marts, hvorefter sommertarifferne igen vil tage over.