Vinterens første sne er faldet

Datoen rundede den 4. december, inden vinterens første sne faldt i Danmark. Det oplyser TV2 Vejrcenter.

I den kolde polarluft, der strømmer ind over Danmark fra vest, blev der natten til søndag og i løbet af formiddagen dannet masser af byger med regn, slud, hagl, torden og sne, som primært faldt i Østjylland.

Blandt andet er der i Klovborg samt i Yding - tæt på Yding Skovhøj - meldinger om sne på jorden.

Og det er langt fra tilfældigt, at det netop er omkring Klovborg og Yding, at den første sne har lagt sig på jorden.

- Begge byer ligger cirka 100 meter over havets overflade, og når temperaturen generelt ligger omkring et par graders varme, hvor nedbøren ofte veksler mellem regn, slud og sne, så kan selv ganske få højdemeter være afgørende for, om nedbøren falder som sne, og om den lægger sig på jorden, siger Danny Høgsholt fra TV2 Vejrcenter.

Har man andre steder i landet gjort sig forhåbninger om at få sneen at se, så er der absolut håb forude både den kommende nat og i de kommende dage.

I nat kan der nemlig flere steder falde byger, som stedvis kan være med sne og i den kommende uge kan der ligeledes komme hvid nedbør.

Med vinterens første sne den 4. december har Danmark dermed oplevet det seneste første snefald i mindst otte år.

/ritzau/

Vinterens første sne er faldet i Danmark. Det var i Østjylland, at de hvide fnug først lagde sig på jorden.

Offentliggjort Sidst opdateret