Vinterferiegæster forsinkes af strejke

Flere af rejseselskabets flyvninger er nemlig ramt af en strejke hos kabinepersonalet hos flyselskabet TUIfly Nordic. Strejken rammer også de to flyselskaber Novair og Primera Air.

- Vi har programmet under kontrol, og alle vores kunder kommer på ferie. Der er udelukkende tale om visse flyvninger fra København, og altså slet ikke fra jyske lufthavne, siger salgsdirektør i Star Tour Stig Elling.

- De kunder, der bliver berørt af strejken, vil alle blive kontaktet af os. De kan desuden følge med på vores hjemmeside, startour.dk, siger han.

Strejken gik i gang tirsdag klokken 11.00, og Star Tour slår fast, at man har styr på, hvordan man ad alternative ruter og med alternative selskaber sender gæsterne på ferie.

Strejken kommer til at koste Star Tour og det svenske søsterselskab Fritidsrejser fem millioner svenske kroner svarende til 4,2 millioner danske kroner om dagen. Det er prisen for at hente alternative fly ind, oplyser Stig Elling.

- Vi håber og tror selvfølgelig, at alt meget snart vender tilbage til normale tilstande igen, siger Stig Elling.

TUIfly Nordic er et svensk flyselskab med hovedkontor i Stockholm. Selskabet flyver udelukkende charterflyvninger for de nordiske rejsearrangører i TUI-koncernen. Også gæster fra Apollo kan blive ramt af strejken.

/ritzau/

Skal du flyve med Star Tour på vinterferie fra København, risikerer du at komme senere til sydens sol end planlagt.

Offentliggjort Sidst opdateret