VK lavede 287 skatte- og afgiftsstigninger

Det betyder med andre ord, at VK-regeringen i sine 120 måneder ved magten gav skatte- og afgiftsskruen et nyt vrid 2,4 gange hver måned.

- Det giver simpelthen ikke mening, at Venstre fastholder deres såkaldte skattestop, når VK-regeringen senest med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen samtidig hævede skatter og afgifter 287 gange, herunder 231 gange for erhvervslivet, siger Thomas Jensen og fortsætter:

- Venstres slogan om at "det ikke må være dyrere at være dansker", som Venstres folketingspolitikere igen og igen gentager som en papegøje klinger unægtelig noget hult, siger han.

Ifølge opgørelsen fra Skatteministeriet gik de 231 af den borgerlige regerings skatte- og afgiftsstigninger ud over erhvervslivet.

Venstres skatteordfører Torsten Schack siger til Ritzau, at de mange skatte- og afgiftsforhøjelser var nødvendige for at finansiere andre skattelettelser.

- Da vi lavede skattereformen i 2009, så var den fuldt finansieret. Det betød, at der var en række skatter og afgifter, som blev sat op, men hver en krone blev jo brugt på at sænke skatten på arbejde, siger han.

- Hver gang vi har hævet en skat for eksempel af hensyn til miljøet, så har vi altid brugt alle pengene på at sænke andre skatter. Det samlede skattetryk var derfor mindre i 2011 end i 2001, siger Torsten Schack.

Han tilføjer, at det er "svært at se den råde tråd i Socialdemokraternes kritik."

- De beskylder os både for at have givet ufinansierede skattelettelser og for at have ladet skatter og afgifter stige. Hvad mener de egentligt? Begge dele kan jo ikke være rigtige, siger han.

/ritzau/

Trods sit højt besungne skattestop satte den borgerlige VK-regering skatter og afgifter op 287 gange i sin regeringstid fra 2001 til 2011. Det viser et svar fra skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til den socialdemokratiske skatteordfører Thomas Jensen.

Offentliggjort Sidst opdateret