Voldsramte går forgæves efter hjælp
Voldsramte kvinder mangler støtte og rådgivning.
Kvindekrisecentrene må afvise et stigende antal kvinder, fordi der mangler pladser. Søger kvinderne i stedet ambulant rådgivning, går de ofte forgæves.
- Vi ser i hele landet en tendens til, at krisecentrene bliver nødt til at afvise voldsudsatte, fordi de simpelthen ikke har plads til flere beboere, siger Birgit Søderberg, formand for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (Lokk).
Hun henviser til nye tal, som viser, at krisecentrene i 2012 måtte sige nej til 4208 kvinder mod 3529 i 2011. Det svarer til, at over halvdelen af de voldsramte, som i 2012 opsøgte et krisecenter, blev afvist.
- Den markante stigning kunne tyde på, at der både er behov for oprettelse af flere pladser, og at vi bør se nærmere på alternativer til krisecentrene, siger Birgit Søderberg.
Også Mødrehjælpen efterlyser flere tilbud:
- 29.000 udsættes hvert år for vold fra deres partner. Kun 2000 af dem kommer på et krisecenter. Det betyder, at langt de fleste voldsramte desværre stadig bor sammen med voldsudøveren, og det er meget bekymrende, siger direktør Mads Roke Clausen.
Han peger på, at der mangler lovbestemte behandlings og rådgivningstilbud, som kunne støtte de kvinder, som af den ene eller anden grund ikke kommer på krisecenter.
- Samtidig kunne sådanne tilbud hjælpe de kvinder, som har været på krisecenter og nu står over for at skulle klare sig selv, siger Mads Roke Clausen.
Nye tal fra Lokk viser, at de kvinder, som kommer på krisecenter, bliver stærkere og får mod på at leve deres eget liv.
Kun 12 procent af de, som i 2012 havde opholdt sig på et af centrene, vendte tilbage til voldsudøveren. Det er en halvering i forhold til 2006, hvor det gjaldt for 24 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned