Von Trier får Bodil for årets bedste film

Nu er turen kommet til de danske filmanmeldere og skribenter, der lørdag aften kårede Melancholia til årets bedste danske film, da Bodilprisen blev uddelt i Bremen Teater i København.

Dermed modtager Lars von Trier for syvende gang den prestigefyldte statuette i kategorien bedste film. Første gang var tilbage i 1985, hvor han fik prisen for filmen Forbrydelsens Element - senest var i 2010 for Antichrist.

Melancholia har den amerikanske skuespillerinde Kirsten Dunst og den engelskfødte Charlotte Gainsbourg i hovedrollerne som to søskende, der må forsøge at slutte fred med hinanden, mens Jordens undergang bliver uundgåelig.

- Lars von Trier kan ikke lade sig nøje med noget, som ikke er skabt i hans egen originale ånd. Melancholia indskriver sig fornemt i et visuelt forfatterskab, der åbenbart kun kan trives, hvis det hele tiden bryder nyt filmland, siger Bodilkomitéen i sin begrundelse.

Filmen var udtaget til hovedkonkurrencen ved Cannes Festivalen i maj 2011, og selvom Lars Von Trier fik skabt stort postyr med sine udtalelser om Hitler, så har kritikere ikke kunne komme uden om Melancholia som et af 2011's absolutte filmiske højdepunkter.

Udover et hav af nomineringer i både ind- og udland, har den indbragt Lars von Trier ikke mindre end 10 Robert-priser fra Danmarks Film Akademi og tre priser ved European Film Awards, hvor Melancholia også blev kåret til bedste film.

Også den amerikanske sammenslutning af filmkritikere, National Society of Film Critics, valgte ved deres prisuddeling Melancholia som årets bedste film.

Bodilstatuetten for årets mandlige hovedrolle gik til Nikolaj Lie Kaas for hans portræt af Dirch Passer i filmen Dirch, mens Lene Maria Christensen kunne lade sig hylde for årets kvindelige hovedrolle i Pernille Fischer Christensens drama En Familie.

Årets kvindelige birolle fik Paprika Steen prisen for. Det var for hendes rolle i Ole Christian Madsens SuperClásico. Lars Ranthe fik statuetten for bedste mandlige birolle for hans portræt af Kjeld Petersen i filmen Dirch.

/ritzau/

Filmkritikere over hele verden har stået i kø for at hylde Lars von Trier for hans smukke og dystre portræt af Jordens undergang i filmen Melancholia.

Offentliggjort Sidst opdateret