Vulkanaske er fatal for flyenes motorer

Det er ikke for ingenting, at forskellige europæiske myndigheder lukker luftrum på grund af skyen af islandsk vulkanaske.

Der er nemlig god grund til at være forsigtig, for mødet med asken i luften kan være skæbnesvanger for et fly, fortæller Mogens Holgaard, der er formand for de danske SAS-piloter.

- Faren ved at flyve ind i sådan en aske er, at det kan skade flyets motorer. Det er jo pulveriseret bjergarter eller sten, og det kan forårsage motorsvigt, siger Mogens Holgaard.

- Derudover så leder asken også strømmen og kan skabe kortslutninger, så det kan give store problemer med de elektriske systemer i flyet, forklarer Holgaard.

Den seneste danske prognose peger på, at askeskyen rammer Jylland over middag torsdag. Derfor bliver der også taget forholdsregler.

- Vi tager ingen chancer eller løber nogen risiko, så det kan i yderste konsekvens betyde, at det danske luftrum bliver lukket, siger Helle Kogsbøll, pressevagt hos Naviair, som har ansvaret for lufttrafikken i Danmark.

Et af problemerne med vulkanaske er, at man ikke kan se den på flyets vejrradar, som ellers kan vise nedbør som regn og hagl. Derfor kan den ikke advare flyets piloter om faren.

Mogens Holgaard kender til problemerne og omstændighederne, hvis en pilot flyver ind i en askesky. Selv prøvede han det i 80'erne i amerikanske Seattle, men den uheldige situation endte godt. Netop fordi han fulgte den vigtige procedure:

- Kommer man utilsigtet ind i en askesky, så skal man hurtigst muligt ud af den. Man skal anmode flyvekontrollen om at vende om 180 grader og reducere kraften på motorerne, så de bliver mere modstandsdygtige. Og så er det ud af skyen, siger han.

/ritzau/

Flyver man ind i en sky af vulkanaske, kan det have fatale konsekvenser for flyet. De elektriske systemer kan sætte ud, og i værste fald kan det koste motoren.

Offentliggjort Sidst opdateret