Wedersøes ven i 35 år: Han var en kæmpe

- Han var det mest inspirerende menneske, jeg har kendt. Han var en igangsætter. Han var hjælpsom og dynamisk, og han var lige så god til at få andre mennesker til at blomstre.

Sådan siger forfatter og cand.polit. Hans Kornø Rasmussen om netop afdøde Erik Wedersøe, som han var en meget nær ven af gennem 35 år.

Han kalder skuespilleren og forfatteren Erik Wedersøe et meget givende menneske.

Wedersøe interesserede sig ifølge vennen for alt i samfundet og kastede sig over det meste.

- Han sejlede, involverede sig i politik, spillede skuespil, instruerede og skrev bøger. En kæmpe er død, siger Hans Kornø Rasmussen.

Erik Wedersøe vedkendte gerne, at han var et søgende og rastløst menneske. Det kom ikke mindst til udtryk gennem de langvarige ekspeditioner, han sammen med sin kone, Gitte, foretog i sejlbåden "Gitte Gry".

I alt blev det til seks år på havet med oplevelser og refleksioner, der blev nedfældet i nogle af de 10 bøger, Wedersøe skrev.

Erik Wedersøe døde tirsdag morgen efter længere tids sygdom og en tilstødende lungebetændelse. Han blev 73 år.

Han fik for nogle år siden problemer med bentøjet, og i maj 2008 - kort ført sin 70-års fødselsdag i juli - betegnede han i Ekstra Bladet sig selv som "forfatter på fuld tid".

Wedersøe mistede sin kone gennem 43 år i foråret. Hun døde i april i år.

Hans Kornø Rasmussen så sin ven sidste gang mandag, da han besøgte ham på hospitalet.

/ritzau/

Erik Wedersøe var et givende og inspirerende menneske, siger hans gamle ven, forfatteren Hans Kornø Rasmussen.

Offentliggjort Sidst opdateret