Weekendavisens litteraturpris går til...

Weekendavisens Litteraturpris 2009 på 100.000 kroner går til Anne Lise Marstrand-Jørgensen for romanen "Hildegard" om det musikalske multigeni Hildegard af Bingen, som levede i 1100-tallets Tyskland.

Romanen er ifølge kritiker ved Weekendavisen Leonora Christina Skov "en vaskeægte god historie". Leonora Christina Skov holdt tale, da prisen blev overrakt torsdag aften.

- Hvis Hildegard af Bingen selv havde kunnet vælge sit talerør, er jeg sikker på, at hun ville have valgt en forfatter som dig, Anne Lise. For ud over din indlevelse besidder du en kvalitet, der længe har været fuldt synlig i dit forfatterskab: Du skriver djævleblændt godt, lød det blandt andet i talen.

Leonora Christina Skov advarede samtidig mod at rubricere "Hildegard" som "kvindelitteratur".

- Det ville være overordentligt ærgerligt, hvis den ene halvdel af befolkningen på denne måde blev afskåret fra at læse en stor roman som "Hildegard". Faktisk ville det være overordentligt ærgerligt, hvis en eneste, ung som gammel, blev afskåret fra at læse den, mener Leonora Christina Skov.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er født 1971 og debuterede med en digtsamling i 1998. "Hildegard" er hendes fjerde roman.

/ritzau/

Weekendavisens litteraturpris på 100.000 kroner blev torsdag aften tildelt Anne Lise Marstrand -Jørgensen for romanen "Hildegard".

Offentliggjort Sidst opdateret