Weekenden serverer lunt forårsvejr inden næste uges kulde
Temperaturer mellem 13 og 17 grader gør weekenden til én af de lunere af slagsen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lørdag og søndag byder på tocifrede temperaturer, rigeligt med sol og frisk vind.
Hvis man ikke allerede har planlagt det, så bør weekenden proppes med udendørsaktiviteter.
I hvert fald hvis man skal tro på DMI's prognoser for weekendvejret.
Både lørdag og søndag når temperaturerne op mellem 13 og 17 grader, og solen vil formentlig skinne fra en mestendels skyfri himmel i de fleste landsdele.
- Det bliver et rigtig pænt forårsvejr med få regionale forskelle, siger Frank Nielsen, der er vagthavende meteorolog ved DMI.
Der er dog et lille stop på vejen, inden vi helt kan nyde forårsvejret, understreger han.
- Fredag aften og natten til lørdag er præget af skyer, og flere steder kan de indeholde regn. Det er nok mest i de nordøstlige dele af landet. Men man skal ikke lade sig skræmme, hvis man står op og det ser lidt gråt ud.
For de flestes vedkommende er de grå toner dog ude af billedet lørdag morgen og formiddag.
Vinden bliver i det meste af landet let til frisk og tiltager hen over weekenden. I løbet af søndagen blæser det op fra nordøst.
Ved kysterne er der pålandsvind og en anelse køligere temperaturer.
Det gode weekendvejr skyldes, at der i øjeblikket bliver sendt lun luft fra særligt Central- og Østeuropa.
Men ifølge Frank Nielsen er der et skifte på vej, og det får højst sandsynligt indvirkning på næste uges vejr.
- Fra natten til mandag kommer vi til at få mærkbart koldere luft ned fra det nordlige Skandinavien. Det giver temperaturfald, givetvis nattefrost nogle nætter og lidt mere ustadigt vejr generelt, lyder det fra meteorologen.
Han vil dog ikke udtale sig for skråsikkert om næste uges vejr, men opfordringen er klar:
- Man skal nyde weekendens vejr, for der går nok lidt tid, før vi når tilbage til de temperaturer.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker