Wonderful Copenhagen hyrede folk uden jobopslag
Wonderful Copenhagen har tilsyneladende været én stor fætter-kusine-fest. Det skriver metroexpress, efter at turistselskabet indrømmer, at 11 personer med familierelationer til chefer eller medarbejdere er blevet ansat, og i alt 138 personer de seneste fem år har fået et job i organisationen, uden stillingen har været slået op.
Oplysningen om ansættelserne fremgår ifølge avisen af et skriftligt svar til Dansk Folkepartis regionsrådsmedlem Kenneth Kristensen Berth.
- Det er fuldstændig utilstedeligt og uacceptabelt, at man i sådan et omfang har ansat familie og bekendte i stillinger, der ikke har været slået op. Direktøren har jo tydeligvis betragtet det som sin egen lille legestue, siger Kenneth Kristensen Berth til metroxpress.
Nepotistiske ansættelser er ulovlige i det offentlige, men da Wonderful Copenhagen er registreret som en erhvervsdrivende fond, overtræder det ikke loven. Efter afsløringerne har Region Hovedstaden dog krævet, at selskabet fremover skal følge forvaltningsloven.
Wonderful Copenhagen har været udsat for kraftig kritik sommeren igennem på grund af Eurovision-skandalen. Turistorganisationens projektselskab fejlbudgetterede udgifterne til sangdysten, og showet blev flere gange dyrere end forventet.
Michael Metz Mørch trak sig tidligere denne uge fra posten som bestyrelsesformand for Wonderful Copenhagen på grund af skandalen. Tidligere er Martin Bender, der var underdirektør i Wonderful Copenhagen og direktør i projektselskabet, blevet fyret som følge af sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker