X Factor-Sarah: Det er stort

Parkens mere end 40.000 tilskuere viste sig fredag aften at være en god indikator for, hvem der ville løbe af med sejren i X Factor 2011.

Da Sarahs ansigt tonede frem på storskærmene for første gang, medførte det nemlig et øredøvende jubelbrøl, som hverken Babou eller Annelouise kunne leve op til.

Ifølge vinderen selv er hun på det nærmeste i chok over at seere og fans gav hende sejren i den danske nationalarena.

- Jeg har vundet det her lort, og nu skal jeg ud og lave en plade. Det er stort. Det, er hvad, jeg kan sige om X Factor lige nu. Derudover er mit hoved fuldstændig tomt, lyder det fra Sarah.

For en X Factor-vinder er der ikke noget, der hedder at hvile på laurbærrene. Det næste år skal Sarah land og rige rundt for at synge for de mange danske fans. Men hvis det stod til sangerinden selv, kunne hun godt bruge at ligge lidt på langs.

- Jeg er simpelthen så træt. I aften skal jeg hygge med min familie og min kæreste, og så kunne jeg godt trænge til en god, lang ferie, men det er jo ikke ligefrem det, der er på programmet, siger hun.

Oven på sejren, venter der også Sarah en tur i studiet for at indspille det obligatoriske vinderalbum, og hun har allerede gjort sig flere tanker om projektet.

- Min nye plade skal efter mit hoved være en blanding af forskellige genrer. Jeg har været vidt omkring i X Factor, og det kan jeg godt lide. Cutfather skal selvfølgelig ind over pladen, for ham kan jeg da slet ikke undvære nu, siger hun.

/ritzau/

Sarah kan ikke begribe, at det fredag aften lykkedes hende at løfte X Factor-trofæet foran en fyldt Parken.

Offentliggjort Sidst opdateret