Yderligere 810 personer er testet coronapositive
Ud af 51.853 PCR-prøver har 810 af dem det seneste døgn vist positivt svar for coronavirus.
Det seneste døgn har yderligere 810 personer i Danmark fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.
Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) tirsdag.
De 810 smittetilfælde er fundet i 51.853 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man bliver podet i svælget.
Andelen af positive prøver det seneste døgn har altså været 1,56 procent. Det er en af de højeste positivprocenter, der er målt i år, men det kan være svært at sammenligne over tid, da der er sket et stort fald i antallet af test.
Professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos hæfter sig ved, at smittetallet har været stabilt i flere dage.
- Vi har i de seneste dage balanceret på omkring de 800 smittede dagligt. Hvis man skal se positivt på det, er det et tegn på stabilitet, siger han.
Det er vigtigt at reducere antallet af smittede, mens vi stadig befinder os i sommerperioden, vurderer Hans Jørn Kolmos.
- Det kunne være rart for os alle, hvis smittetallene falder i sommerperioden, mens vi har fordelene af at kunne bevæge sig udenfor, så vi er kar til efteråret. Når vi rykker indenfor i efteråret, vil det nok gå den anden vej.
Der er også foretaget 98.984 lyntest det seneste døgn. Det er de test, hvor man bliver podet i næsen.
Positive resultater fra lyntest fremgår dog ikke af SSI's daglige opgørelser, da der er for stor usikkerhed forbundet med testresultaterne.
På landets hospitaler er der nu indlagt 62 patienter med coronavirus. Det er en stigning på 8 personer sammenlignet med mandag.
Ud af de 62 indlagte er 8 patienter på intensiv, og de får alle hjælp af en respirator.
Der er ikke registreret dødsfald det seneste døgn, som kan relateres til corona.
Dermed er der fortsat registreret samlet 2550 coronarelaterede dødsfald under epidemien i Danmark.
I den danske vaccinationsindsats er der det seneste døgn uddelt lidt mere end 55.000 stik med coronavaccine.
Dermed er 4.229.446 personer nu påbegyndt vaccinerede, mens 3.254.145 personer er færdigvaccinerede.
I forhold til den samlede befolkning svarer det til henholdsvis 72,3 procent og 55,6 procent.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker