Yderligere 987 er smittet med corona - femte sogn lukkes
Antallet af nye bekræftede coronatilfælde er dykket under 1000 i onsdagens opgørelse. Endnu et sogn lukkes.
Yderligere 987 personer er bekræftet smittet med covid-19 i Danmark, mens endnu et sogn er lukket ned. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Der er tale om sognet Tvis i Holstebro Kommune, hvor blandt andet skoler skal holde lukket efter stigende coronasmitte. Det er det femte nedlukkede sogn.
De seneste dage har kommunerne også måttet lukke sognene Vollsmose i Odense, Skelund i Mariagerfjord, Saltum i Jammerbugt og Astrup i Aarhus og Odder.
Ifølge Svend Ellermann-Eriksen, der er ledende overlæge på Mikrobiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, er det især smitten blande de yngste borgere, man skal holde øje med.
- Vi ligger stabilt, men lidt højt og med en øget aktivitet i gruppen af børn og unge. Det hænger sammen med, at vi har fået en ny og mere smitsom variant, Delta. Den gruppe er ikke vaccineret i samme udstrækning, siger han.
Tal fra SSI viser, at det er de 10-19-årige, der har stået for størstedelen af smitten de sidste syv dage. Det er de 0-9-årige, der har stået for næstflest smittetilfælde.
- Det er netop en reminder om, at alle over 12 år, der ønsker at blive vaccineret, de bliver det hurtigst muligt, siger han.
I Danmark kan alle over 12 år blive vaccineret.
Der er samtidig sket 32 nye indlæggelser af smittede på landets hospitaler.
Det samlede antal indlagte med covid-19 stiger dog kun med 2 til i alt 133. Det skyldes, at der også er sket udskrivelser.
Samtidig er tre smittede afgået ved døden. Det vides dog ikke, om de var indlagt på hospitalet.
Blandt de indlagte ligger 21 smittede på landets intensivafdelinger, og af dem er 7 tilkoblet en respirator. Det er i begge tilfælde en mere end tirsdag.
I onsdagens opgørelse indgår svar fra 76.320 prøver. Af dem har 1,29 procent været positive for covid-19.
Tallet, der også kaldes positivprocenten, er inden for skiven af, hvad det har været i august, hvor det dagligt har været mellem 1,27 og 1,90 procent.
Arbejdet med at vaccinere befolkning mod covid-19 fortsætter med at skride frem. Der er givet yderligere 34.252 stik med en vaccine.
Knap 4,4 millioner danskere har fået mindst et stik, og af dem er cirka 4,1 millioner færdigvaccinerede. Det svarer til henholdsvis 74,9 og 69,9 procent af den danske befolkning.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde