Yderligere fire personer er døde mens de havde coronavirus
Antallet af coronasmittede danskere fortsætter med at stige. I alt 1326 personer er nu smittet. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lørdag middag kan 13 dødsfald i Danmark relateres til coronavirus. Det er fire flere end fredag eftermiddag.
Antallet af døde med coronavirus fortsætter med at stige i Danmark.
Lørdag ved middagstid er der 13 dødsfald, der kan relateres til coronavirus. Det oplyser Statens Serum Institut.
Sammenlignet med fredag eftermiddag er det en stigning på fire personer.
Dødsfaldene kan ikke entydigt forklares med coronavirusset, da de døde i flere tilfælde også har haft andre alvorlige sygdomme.
Stigningen i dødsfald sker, samtidig med at den generelle spredning af virusset fortsætter.
I alt er 1326 personer nu konstateret smittet med virusset. Det er en stigning på 71 personer i forhold til fredag eftermiddag, hvor der var 1255 personer.
Der regnes med store mørketal, så der er reelt flere smittetilfælde.
Størstedelen af de bekræftede smittede er mænd. Ud af de 1326 personer er 817 mænd, mens 509 er kvinder. Det vil med andre ord sige, at seks ud af ti af de smittede er af hankøn.
De fleste af de smittede er blevet smittet i Danmark. Disse tilfælde udgør i alt 488 af de 1326 bekræftede smittede. Østrig er det næststørste smitteland med 298 tilfælde.
I alt 206 personer smittet med coronavirus er aktuelt indlagt på landets sygehuse. Det er 20 flere end fredag.
42 ud af de aktuelt 206 indlagte personer er så syge, at de ligger på en intensivafdeling.
Antallet af indlagte med coronavirus er fra fredag til lørdag steget i størstedelen af de fem regioner.
Region Midtjylland er den enete region, som har oplevet et fald fra den ene dag til den anden. Her er antallet faldet med 13 procent til 20 personer.
Omvendt er antallet steget med 18 procent i Region Syddanmark. Det er den største procentvise stigning blandt regionerne.
Globalt er 242.488 personer bekræftet smittet med coronavirus. I alt 9885 dødsfald på verdensplan kan relateres til virusset ifølge Sundhedsstyrelsen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker