Yderligere tre nordjyske minkfarme ramt af coronavirus
I alt ni nordjyske minkfarme har registreret coronasmitte. Yderligere fem minkfarme er under mistanke.
Yderligere tre nordjyske minkfarme har konstateret smitte med coronavirus på deres farm.
Alle tre minkfarme ligger i Hjørring Kommune, oplyser Fødevarestyrelsen til DR P4 Nordjylland.
Dermed er der i alt konstateret smitte med coronavirus på ni minkfarme.
Yderligere fem minkfarme er under mistanke for at have coronasmitte.
Der vil blive indført yderligere restriktioner på de tre minkfarme, men besætningen skal ikke umiddelbart aflives, siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen Nikolas Kühn Hove.
- På de tre farme, hvor der er smitte, er der lagt en jernring rundt om hver enkelt farm, så smitten ikke kommer ud fra farmene.
- Den her jernring består i, at der er særlige krav til hygiejne for dem, der arbejder der, siger han.
Det er ikke mere end fem dage siden, der senest blev registreret smitte på en nordjysk minkfarm.
Derudover blev der i juni konstateret smitte på tre minkfarme i Nordjylland. I disse tilfælde måtte flere end 15.000 mink aflives.
Ved to af tilfældene viste det sig også, at der var tilknyttede personer, der også var blevet testet positive for covid-19.
Desuden var der også i et tilfælde registreret smitte hos en af ejernes hunde, der gik i nærheden af farmen.
I august blev der konstateret smitte på yderligere to farme. De slap dog for at aflive deres bestande af mink.
Det er i forvejen et lovkrav, at alle, der færdes i minkbesætninger, bruger værnemidler, og at besætningsejere udarbejder en detaljeret plan for smittebeskyttelse.
Fødevarestyrelsen er ved at undersøge, hvorfor ni nordjyske minkfarme er blevet ramt af coronavirus.
- Vi ved ikke noget om, hvorfor præcis minkfarme i Nordjylland bliver ramt. Men det er interessant, at det lige er Nordjylland, og det er vi ved at undersøge, siger Nikolas Kühn Hove.
Han understreger, at der er flere minkfarme i Nordjylland i forhold til andre steder i Danmark.
Fødevarestyrelsen vurderer, at risikoen for smittespredning fra mink til menneske er minimal, hvorfor det ikke vil komme på tale, at minkfarmens bestand skal aflives.
Det er ellers et skridt, der før er blevet taget i kampen mod covid-19-smitte på minkfarme.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned