Yoga byggede prisvindende instruktør op igen

Her ses Helle Ryslinge i 2002, hvor hendes spillefilm "Halalabad Blues" udkom. Efter den blev det til et brud med filmbranchen. Den 10. januar fylder hun 80 år. (Arkivfoto). Foto: Stine Larsen/Ritzau Scanpix

Teater og film trak hende væk fra katederet, men til sidst kunne Helle Ryslinge ikke holde branchen ud mere og sagde farvel. Den 10. januar fylder hun 80 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun er egentlig uddannet lærer, men det er som instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller, at de fleste kender Helle Ryslinge.

Efter at hun i 00'erne brød med branchen, har hun været yogainstruktør, og i september kunne hun så fortælle om endnu et sceneskift.

I et radioprogram blev hun spurgt ind til sin profession, og det var noget helt andet end førnævnte, hun valgte at fremhæve.

- Jord- og betonarbejder for tiden, fortalte hun med et grin i "Stafetten med Clement" på P1, da hun har renoveret hus på Møn.

10. januar fylder hun 80 år, og Helle Ryslinge kan se tilbage på en karriere, hvor hun er kommet vidt omkring.

Hun blev oprindeligt lærer "for at give sin mor fred i sindet", som hun senere har fortalt.

Klasseværelset blev dog udskiftet med teaterscener og filmproduktioner.

I 80'erne skabte hun kønsrollerevyen "Dameattraktioner" med Anne Marie Helger. Det blev til filmen "Koks i kulissen" af Christian Braad Thomsen. De spillede selv hovedrollerne.

I 1986 kom Helle Ryslinges gennembrud med filmen "Flamberede hjerter", som hun både skrev og instruerede.

Den blev en anmelder- og seersucces og modtog både en Bodil og en Robert som årets bedste film.

Siden fulgte flere andre film fra hendes hånd - blandt andet "Carlo og Ester" i 1994, som vakte debat ved at vise ældre menneskers seksualitet.

I 2002 instruerede hun "Halalabad Blues", der udsprang af hendes interesse for indiske bollywoodfilm, og det blev hendes sidste store film.

Helle Ryslinge kunne med egne ord ikke holde branchen ud mere. Efter premieren fulgte en lang periode med mareridt om filmen, har hun siden fortalt.

I 00'erne fandt hun dog yogaen, og hun uddannede sig siden til instruktør.

Helt farvel til filmverdenen blev det dog ikke.

Helle Ryslinge har efterfølgende lavet et par dokumentarfilm i Indien, hvor hun har rejst meget.

/ritzau/