Ytringsfrihedens forkæmper råber stadig op

Lars Hedegaard er særligt kendt som islamkritisk debattør og medstifter af Trykkefrihedsselskabet. Han er også historiker, forfatter og journalist. Mandag den 19. september fylder han 80 år. (Arkivfoto). Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Lars Hedegaard har svært ved at komme i aviserne. Men på Facebook lægger han ikke låg på sine ofte islamkritiske holdninger. Den 19. september fylder han 80.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lars Hedegaards meninger deler vandene. Og selv om han for snart ti år siden blev udsat for et drabsforsøg, er han stadig en ivrig forkæmper for ytringsfriheden og en debattør, der ikke lægger skjul på sine holdninger.

Lars Hedegaard, der 19. september fylder 80, er særligt kendt som islamkritisk debattør og medstifter af Trykkefrihedsselskabet. Han er også historiker, forfatter og journalist.

Trykkefrihedsselskabet, som kæmper for ytringsfriheden og mener, at den største trussel mod den kommer fra islam, stiftede han i 2004.

Frem til 2014 var han i spidsen for organisationen, som han stadig den dag i dag er involveret i.

Han er en del af et organ af markante personligheder fra ind- og udland, som organisationen trækker på for råd og indsigter.

Sine meninger deler Lars Hedegaard også ud af på Facebook, hvor han dagligt skriver om, hvad han synes om stort og småt - og ofte om islam, som han er stærkt kritisk over for.

Han har både oplevet at få sin profil lukket og få karantæne fra Facebook.

Men han har ikke lyst til at droppe det sociale medie.

- Jeg har overvejet helt at opgive Facebook, men det ville være en tung beslutning, idet jeg i mange år ikke har kunnet få noget optaget i en avis, selv om jeg engang var chefredaktør for en af dem, skrev han i august på Facebook.

Han var chefredaktør for Information i slutningen af 1980'erne og var i sine unge dage aktiv på venstrefløjen.

I dag tilhører han dog højrefløjen, og i 2016 meldte han sig ind i Nye Borgerlige med en vision om at "redde Danmark" fra "massetilstrømning af muslimer".

Han har imidlertid set sig nødsaget til at forlade partiet igen. Det meddelte han i august - igen på Facebook.

Her forklarede han, at han ikke ønskede at påvirke partiet negativt med sine "forfærdelige meninger", som han udtrykte det.

Sit livs nok mest skelsættende oplevelse havde han i februar 2013.

En mand klædt ud som postbud forsøgte at dræbe ham, men skød forbi med sin pistol, der bagefter gik i baglås.

Siden den dag har den gråskæggede mand med de skarpe holdninger været mandsopdækket af livvagter døgnet rundt.

To år senere udgav han en bog om oplevelsen, hvor han også ytrede stærk kritik af islam, som han har gjort det i flere af sine bøger.

Hans kontroversielle udtalelser om islam har tidligere ført ham hele vejen igennem det danske retssystem, hvor han dog endte med at blive frikendt for racisme i Højesteret.

/ritzau/