Zoo jubler: Tasmanske djævle får unger i København

De tasmanske pungdjævle i Zoologisk Have har fået unger, og dyrepasserne i København jubler og kalder nyheden for en "verdenssensation".

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er nemlig første gang, at zoologerne med sikkerhed kan sige, at denne sjældne og truede dyreart har sat unger i verden uden for Australien, hvor djævlene oprindeligt kommer fra.

Zoos videnskabelige direktør, Bengt Holst, er begejstret over at byde velkommen til de fem små unger, som havens to tasmanske pungdjævlehunner har fået.

- Det er helt fantastisk. Zoo har arbejdet hårdt for at nå dette mål, og vi er enormt glade for at kunne vise verden, at det godt kan lade sig gøre at få unger af disse sjældne dyr uden for Australien, siger han i en pressemeddelelse.

- Det her har store perspektiver for fremtidige avlssamarbejder, og jeg glæder mig til at fortælle mine kolleger i den europæiske zoo-verden om sensationen, tilføjer han.

Gruppen af pungdjævle i Københavns Zoo er ikke bare den eneste på den nordlige halvkugle, men faktisk den eneste af sin art uden for Australien.

Det er planen, at de to hanner og to hunner i København Zoo skal være startskuddet til en europæisk bestand af tasmanske pungdjævle.

Zoo har blandt andet importeret friske eukalyptusgrene fra Sydengland for at få djævlene til at føle sig godt tilpas og hjemme.

Ungerne er ikke meget større end riskorn, når de bliver født, og de finder selv vej op i pungen. Derfor varer det et stykke tid, før man kan se ungerne.

De fem fødte unger er nu 10 uger gamle og kun fem centimeter store, og de skal blive i pungen i tre måneder endnu, oplyser Zoo. Der kan være flere unger, der gemmer sig dybt nede i pungen, lyder det.

Pungdjævlen er i naturen plaget af en kræftsygdom, der tager livet af den, når dyret er omkring to år. Ifølge Zoo er omkring 80 procent af bestanden gået til i de sidste 15 år.

/ritzau/