Ildens spor

Politi og brandvæsen rykkede onsdag ud til en brand på Plejehjem Sømarken i Nykøbing Falster.

Efter brand på plejehjem: Beboerne er genhuset

Dagen efter branden fortsætter krisehjælp til beboere og personale, der er mærket af oplevelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

En voldsom brand brød i går, onsdag, ud på Sømarken plejehjem. En 84-årig mandlig beboer omkom i branden, og 19 andre blev evakueret.

Allerede i går aftes blev alle beboerne genhuset til andre plejehjem i Guldborgsund Kommune. Ifølge centerchef Marianne Søgaard er løsningen midlertidig, men beboerne kan blive i deres nye hjem, indtil situationen på Sømarken plejehjem er afklaret, lyder det.

Før beboernes fremtid endeligt kan afklares, skal bygningerne eftersynes, så det kan bestemmes, hvad og hvor meget der skal repareres i fløjen.

Krisehjælp

Nogle af medarbejderne på plejehjemmet var med til at evakuere beboere fra Fløj A, hvor branden opstod. Dagen efter hændelsen er der stadig stor fokus på beboernes og personalets velvære, fortæller Marianne Søgaard.

- Vi har haft krisehjælp derude igen i dag, og der har været ekstra ledere og medarbejdere på fra andre steder, som har hjulpet til, så medarbejderne på Sømarken også har mulighed for at få talt det igennem, siger hun.

I løbet af dagen har alle lederne på plejecentrene i kommunen været samlet for at følge op på den nuværende situation. Lederne har også haft kontakt med pårørende til beboerne.

- Så det er egentlig en stille og rolig dag, hvor vi har arbejdet videre i vores kriseberedskab, men hvor situationen selvfølgelig er en anden end normalt. Vi har fokus på beboerne og tager godt hånd om vores medarbejdere, siger Marianne Søgaard.