Dansk stjerneskuespiller har fået job som buschauffør
Det kører for Dick Kaysø. Den 76-årige Krumme-stjerne har været uddannet skuespiller siden 1972. Men det har været en livslang drøm at køre bus, så den uddannelse tog han i 2018. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Skal du med bussen i det nordsjællandske, kan det være Krummefar Dick Kaysø, som sidder bag rattet.
Passagerer i det nordsjællandske kan nu blive fragtet fra A til B af Dick Kaysø.
Den 76-årige skuespiller har uddannet sig til buschauffør.
Det skriver blandt andet Se og Hør, som har fundet et opslag på det sociale medie Instagram fra det landsdækkende uddannelsescenter UCplus, der blandt andet tilbyder transportuddannelser.
- Jeg kører bus for at møde mennesker, fortæller Dick Kaysø i opslaget.
- Når folk træder ind i min bus, træder de på en måde også ind i mit hjem, og så skal de have en varm velkomst.
- Jeg oplever, at folk er rigtig venlige. Nogle genkender mig ikke, andre kigger en ekstra gang og spørger: "Har du ikke været i fjernsynet?".
Og det har Dick Kaysø i den grad.
Dick Kaysø blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1972 og har medvirket i et væld af film og serier.
Han er især kendt som Krummes far i de første filmatiseringer af Thøger Birkelands populære børnebogsserie om familien Krumborg.
Dick Kaysø har også haft gennemgående roller i DR-dramaet "Krøniken" og senest i Netflix-serien "Sygeplejersken", som er baseret på den virkelige sag fra Nykøbing Falster Sygehus om sygeplejersken, der i 2017 blev idømt 12 års fængsel for drabsforsøg på fire patienter.
Talentet har også indbragt Dick Kaysø en bodilstatuette. Den fik han i 1977 for sin birollepræstation i filmen "Strømer".
Hvis du vil opleve Krummefar bag rattet, kører Dick Kaysø for selskabet DitoBus i Nordsjælland, blandt andet mellem Helsinge og Gilleleje, oplyser UCplus.
- Alle ruterne er mine favoritruter, for heroppe er landskabet bare så fantastisk, og jeg elsker at køre de smukke ruter, tilføjer Dick Kaysø i Instagram-opslaget.
Over for Ekstra Bladet forsikrer Dick Kaysø dog, at han ikke har kvittet kameraet, selv om han bijobber som buschauffør.
- For et par år siden kom jeg ind i busmiljøet. Og de mangler altid chauffører. Om sommeren spørger de så, om jeg vil tage nogle vagter, mens andre chauffører er på ferie. Det gør jeg så. Jeg er selvfølgelig stadig skuespiller, men elsker at køre bus en gang imellem, siger han til avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker