DR-stjerne og kæresten er gået fra hinanden

Den 64-årige skuespiller Bjarne Henriksen og kostumedesigner Anja Vang Kragh er ikke længere sammen. Der har ifølge skuespilleren ikke været nogen dramatik i forbindelse med bruddet. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Skuespiller Bjarne Henriksen er ikke længere kæreste med kostumedesigner Anja Vang Kragh. Det bekræfter han over for ugebladet Her & Nu.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skuespiller Bjarne Henriksen og kostumedesigner Anja Vang Kragh har valgt at gå hver til sit efter 12 år sammen.

Det bekræfter skuespilleren, der blandt andet er kendt fra DR-dramaet "Ulven kommer", over for Her & Nu.

- Vi gik fra hinanden før jul, siger Bjarne Henriksen til ugebladet.

Ifølge skuespilleren er der ikke nogen dramatik forbundet med bruddet.

Tilbage i 2010 blev han skilt fra sin daværende kone, Marianne, som han har to voksne børn med.

Senere fandt den 64-årige skuespiller kærligheden i Anja Vang Kragh, som han mødte gennem arbejdet på en teaterforestilling, skriver Her & Nu.

Ud over "Ulven kommer" har Bjarne Henriksen været med i tv-serier som "Badehotellet", "Forbrydelsen" og "Minkavlerne".

I "Badehotellet" spiller han en af hotellets gæster fabrikanten Otto Frigh, der var en del af serien i de første fem sæsoner.

På det store lærred har han haft roller i film som "Hvidsten gruppen", "Meter i sekundet" og "Stille liv".

Lige nu er han aktuel i teaterforestillingen "Robin Hood" på Nordsjællands Teater.

/ritzau/