En hurtig ret med en forunderlig historie
Langt de fleste ingredienser til spaghetti puttanesca er nogle, man kan have i køkkenskabet, så de er lige til at hive frem, hvis man pludselig skal lave en hurtig og nem ret. Illustration: AI/Christoffer Panduro
AI/Christoffer Panduro
Spaghetti puttanesca er en af mine absolut favoritretter, når det skal gå stærkt. Og så har den en mystisk historie, der ikke er til at blive helt klog på.
Jeg er for ikke mange uger siden blevet far.
Og det fik mig pludselig til at tænke på, hvilke af de middagsretter, jeg har i mit repertoire, der fungerer godt, når man nu er kommet i den situation, at jeg ikke kan bruge lige så mange timer i køkkenet, som jeg ellers holder meget af og har gjort mange gange.
Og her faldt mine tanker på en ret, som jeg har lavet ofte og er glad for, men som de seneste år måske er røget lidt i min glemmebog:
Spaghetti alla Puttanesca.
Den er hurtig, nem, billig - ja måske endda sund - så den burde som minimum være et sikkert hit i de fleste hjem med børn.
Bordeller eller et tomt køkken
Retten stammer fra Napoli, men historierne om dens oprindelse varierer, og den kan i det hele taget være ret svær at blive klog på.
En af dem går på, at retten blev skabt som en hurtig og nem ret af kvinder i byens ældre kvarterer, som havde brug for en nem opskrift med ingredienser, der altid var på lager.
Navnet puttanesca kan oversættes til noget i retning af "på den letlevende måde" og er afledt af det italienske ord puttana, der betyder prostitueret. Derfor er en af teorierne om rettens oprindelse også, at retten er opstået i Napolis bordelmiljøer.
En tredje forklaring er mere praktisk og går på, at retten blev skabt af en restauratør i 1950'erne, som en nat blev bedt om at lave noget mad til nogle sultne gæster, selvom køkkenet næsten var tømt. Han improviserede ved at blande tomater, oliven, kapers og hvidløg - det han lige havde - og retten blev en øjeblikkelig succes.
Uanset hvordan den er opstået, så er den hamrende let at lave og smager helt fantastisk.
Ingredienser
- Hvidløg
- Chiliflager
- Oliven
- Kapers
- Ansjoser
- Citron
- Oregano
- Hakkede tomater
- Salt og peber
- Olie til stegning
- Spaghetti
- Parmesan
- Evt. persille som topping
Og sådan gør du
Når jeg laver mad, og hvis jeg skal følge en opskrift, er jeg ikke særlig god til at følge de mængdeangivelser, der er oplistet.
Så når jeg nu vil fortælle, hvordan jeg ville lave min udgave af spaghetti puttanesca, så bliver det ikke med eksakte gram og deciliter, men blot med de ingredienser, der skal bruges i retten, og så håber jeg, at du, kære læser, selv vil sjusse dig frem til, hvor meget kogevand og chiliflager du vil bruge i din egen puttanesca, hvis du efter at have læst denne tekst tænker, at det er en ret, du vil kaste dig over.
Til to personer - der er meget sultne - starter jeg med at sætte spaghetti over og koge. Jeg bruger lidt mere, end jeg kan holde i hånden, hvis jeg samler tommel- og pegefinger.
Mens det koger hakkes hvidløg (jeg bruger rigtig mange), et glas oliven og et glas kapers. Der er lidt delte meninger om, hvorvidt oliven og kapers skal hakkes fint, groft eller skal blendes til en mos. Jeg foretrækker at hakke det fint, så der stadig er lidt struktur i retten, men jeg vil anbefale at prøve sig lidt frem fra gang til gang (det er en ret, man laver mange gange, hvis man først får smag for den).
Inspiration til børnefamilien
Kom olie på en middelvarm pande og tilsæt 4-5 ansjosfileter og chiliflager. Når ansjoserne er begyndt at falde fra hinanden, tilsættes oliven, kapers og hvidløg, der steges godt af.
Hæld et par kopper af pastavandet, saften fra en halv citron og en dåse hakkede tomater på panden, og tilsæt friskkværnet peber og eventuelt en smule salt (der er i forvejen salt fra kogevandet) Lad det simre indtil spaghettien næsten er kogt færdig.
Tilsæt en god sjat tørret oregano, kom spaghettien over i puttanescaen og rør det hele godt sammen.
Retten toppes med parmesan og persille efter temperament.
Og sådan kan en hurtig og lækker ret skrues sammen, og jeg håber, at den har kunnet fungere som inspiration til folk derude, der også står med små børn i hjemmet, der kræver, at al ens tid ikke bliver brugt i køkkenet.
God appetit!