Formand: - Hun har været en fantastisk dronning

Bestyrelsesformand for Fuglsang Kunstmuseum har kendt dronningen i mange årtier. Arkivfoto: Flemming Keith Karlsen

Bestyrelsesformanden for Fuglsang Kunstmuseum, Flemming Frydendal, har i flere årtier haft et godt forhold til dronning Magrethe, der i sin nytårstale meldte ud, at hun træder tilbage som dronning.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg har et meget positivt forhold til majestæten. Hun har været en fantastisk dronning.

Sådan siger bestyrelsesformand for Fuglsang Kunstmuseum, Flemming Frydendal.

I 2019 besøgte dronning Margrethe museet for at indvie en stor Niels Skovgaard-udstilling, men Flemming Frydendals forhold til dronningen går væsentligt længere tilbage.

Bestyrelsesformanden var tidligere slotschef for den styrelse, der blandt andet forvaltede de kongelige slotte og haver, og i de 21 år, han besad posten i Slots- og Ejendomsstyrelsen, lærte han dronningens "brændende interesse" for kultur at kende.

- Hun er og har været meget vidende om arkitektur og kunst og om alt det, vi havde med at gøre i styrelsen. Hvis hun kunne se, at det var vigtigt, gik hun meget op i det, som vi ville vedligeholde, siger Flemming Frydendal.

Personlige input

Flemming Frydendal har blandt andet været med til at genopføre Christiansborgsslotskirke efter branden i 1992 og til at restaurere Christian VII's Palæ fra 1982 til 1996.

- Jeg har skrevet flere bøger, da jeg var i ejendomsstyrelsen, blandt andet da jeg restaurerede Christian VII's Palæ. Inden den var udgivet, ville hun (dronning Margrethe, red.) gerne læse den. Da hun kom hjem fra Sydafrika, havde hun læst bogen med stor interesse og havde selv et kapitel, som hun gerne ville have med, siger Flemming Frydendal.

Dronning Margrethe havde skrevet om sit eget forhold til palæet, og på den måde kom der et personligt input i bogen om restaureringen af det smukke palæ.

Bliver mellem de to

Bestyrelsesformanden hæfter sig særligt ved dronningens interesse for kunst og kultur, en interesse bestyrelsesformanden har fulgt gennem mange år som slotschef og som bestyrelsesformand for Fuglsang Kunstmuseum.

Men mange af de oplevelser, Flemming Frydendal og Dronning Margrethe har haft gennem deres utallige møder, bliver ifølge bestyrelsesformanden "mellem mig og hende."

Nu er det snart kronprins Frederiks tur til at overtage ansvaret som regent, og Flemming Frydendal håber, at både den kommende konge og dronning Margrethe kommer forbi kunstmuseet på Lolland.