Grev Nikolai udvider modeljobbet til Australien
Grev Nikolai ses her på catwalken for det franske modehus Dior i sommeren 2018. (Arkivfoto). Foto: Francois Guillot/Ritzau Scanpix
Grev Nikolai, der tidligere bar titlen af prins, debuterede som model i 2018. Nu udvider han markedet og er nu også repræsenteret i Australien.
Prins Joachims ældste søn, grev Nikolai, er draget "down under" for at studere et semester i den australske storby Sydney.
Ved siden af studierne har den forhenværende prins landet en stor sidegeschæft.
Den 23-årige greve er kommet i stald hos den australske afdeling af det internationale modelbureau Kult.
Det annoncerer Kult på et billede og i en story - et kort, tidsbegrænset klip - på det sociale medie Instagram.
Kults nye danske model har videredelt bureauets story på sin Instagram-profil, nikolaitildanmark.
Kult Australia er dermed det fjerde modelbureau, som repræsenterer greven.
På grev Nikolais Instagram fremgår det, at han også er repræsenteret af det verdensomspændende bureau Elite Models og modelbureauer i Spanien og Danmark, hvor det hele begyndte.
Grev Nikolai debuterede som model, da han gik catwalk for det britiske brand Burberry tilbage i 2018.
Siden har han været på podiet for det franske modehus Dior og været på forsiden af den skandinaviske udgave af modemagasinet Vogue.
Grev Nikolai bar frem til nytåret titlen af prins.
Fratagelsen af den royale titel skulle give grev Nikolai og hans tre søskende, grev Felix, grev Henrik og komtesse Athena, friere rammer til at skabe en tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, et formelt tilhørsforhold til kongehuset indebærer.
Sådan lød begrundelsen fra grev Nikolais farmor, dronning Margrethe.
Fratagelsen af titlen har gjort det muligt for grev Nikolai at blive en del af marketingbureauet Social Works, der arbejder med influenter, som blandt andet promoverer virksomheder og produkter.
Grev Nikolai studerer til daglig Business Administration and Service Management ved Copenhagen Business School og har tidligere læst et semester af sin uddannelse i Paris og napper nu endnu et udlandsophold.
Det samme gør hans kæreste siden gymnasietiden på Herlufsholm, Benedikte Thoustrup.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde