NBA-stjerneskuds vagt efterforskes for at slå Britney Spears
En vagt for NBA-spilleren Victor Wembanyama (til højre. red.) skulle ifølge Britney Spears (til venstre, red.) have slået hende under et sammenstød i den amerikanske by Las Vegas. (Arkivfoto). Foto: Chris Pizzello/Eric Gay/Ritzau Scanpix
Victor Wembanyamas personlige vagt efterforskes af politiet for at have slået Britney Spears i ansigtet.
Politiet i den amerikanske by Las Vegas har indledt en efterforskning af en noget kuriøs sag, hvor en personlig vagt for det franske basketballstjerneskud Victor Wembenyama skulle have slået sangerinden Britney Spears i ansigtet.
Wembanyama er blevet et stort navn i amerikansk basketball, efter at han i år blev den første valgte spiller i NBA's draft, hvor unge talentspillere skal fordeles mellem holdene i verdens bedste basketballliga.
Han og hans hold, San Antonio Spurs, er taget til Las Vegas for at spille deres første kamp i NBA's sommersæson, hvor de møder Charlotte Hornets, og det er her, at sammenstødet med Britney Spears skulle være sket.
Medier på stedet beretter om, at Wembanyama blev set på en restaurant i Las Vegas, og flere - heriblandt Britney Spears - måtte skubbes væk af basketstjerneskuddets personlige vagter.
Britney Spears' mand, Sam Asghari, har siden fortalt, at vagterne var "voldelige" og "ude af kontrol".
Wembanyama har siden fortalt journalister, at han først hørte om sangerindens tilstedeværelse efter hændelsen.
- Der var en person, som råbte efter mig, men vi snakkede med vagterne inden om ikke at stoppe op, fordi det ville samle en menneskemængde, siger han.
- Personen kaldte mig "sir" og tog fat i mig bagfra, så jeg så ikke så meget af, hvad der skete, for jeg bevægede mig lige frem.
- Jeg ved ikke, hvor meget magt vagterne brugte, da de skubbede hende væk, og jeg stoppede ikke op for at se efter. Jeg gik bare videre og fik en god middag.
Britney Spears skriver på det sociale medie Instagram, at hun bare gerne ville have sagt hej til Victor Wembanyama og sår tvivl om franskmandens version af hændelsen.
- Jeg så en atlet i min lobbyen på mit hotel, da jeg var på vej ud for at spise. Senere tog jeg på en restaurant på et andet hotel og så ham igen. Så besluttede jeg mig for at gå hen og lykønske ham med hans succes, skriver hun.
- Der var ret høj musik, så jeg prikkede ham på skulderen for at få hans opmærksomhed. Jeg er godt bekendt med spillerens udtalelser, hvor han siger, at jeg "tog fat i ham bagfra", men jeg prikkede ham altså bare på skulderen.
Spears skriver, at vagterne slog hende i ansigtet med baghånd uden at se sig for - alt sammen foran menneskemængden.
- De slog mig næsten om kuld og mine briller faldt af mit ansigt, skriver sangerinden.
Las Vegas' politi bekræfter, at det efterforsker hændelsen.
- 5. juli 2023 omkring klokken 23.00 rykkede Las Vegas Politikreds ud til en bygning på Las Vegas Boulevard vedrørende en efterforskning af et overfald, siger politiet i en udtalelse.
- Hændelsen er blevet dokumenteret som en anmeldelse, og der er ikke foretaget nogen anholdelser eller givet nogen bøder.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Lokale MF'ere i spidsen for nyt, stort udvalg
Friluftsbad kan endelig åbne
Stort panttyveri fra ø-butik
Ildsjæle stablede åbningsfest på benene og betalte det hele selv
Ny opgørelse: Så mange på LF har langt til offentlig transport
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Efterlyser vidner i sag om grov vold