Ny film mangler tydelig historie

Den bestøvlede kat som tegnefilmsfigur, blev introduceret som en skummel lejesoldat i ”Shrek 2”, men det viser sig nu at han har et ædelt hjerte i den nye film, som beskriver hans fortid før han møder Shrek. ”Den Bestøvlede Kat” er fuld af fest, ballade og masser af charme – men mangler en tydelig historie.

Den Bestøvlede Kat lever sit liv som en strejfer, altid ude efter en måde at tjene til den næste skål mælk. Som kårde til leje eller som tyv. Men denne gang bliver hans indbrud forstyrret af en anden tyv på listepoter, i skikkelse af Kitty Fløjlspote. Hun har slået sig sammen med en anden figur fra kattens fortid: Klumpe Dumpe, en blanding af et forbrydergeni, dreng og hårdkogt æg. Engang var de bedste venner, men de skiltes som fjender. Nu har de igen brug for hinanden, for de er begge ude efter de magiske bønner, der kan føre dem til gåsen, der lægger guldæg. De har brug for Klumpes snedige planer og opfindsomhed, for Kittys behændige poter og for Kats vovemod i et halsbrækkende kup.
 
Filmen ”Den Bestøvlede kat” er hamrende flot produceret, meget levende og professionelt og med fede 3D-effekter. Der er masser af humor, med en del katte-relaterede jokes. Tricket med de store øjne bruger han endnu, og det er morsomt når han slikker mælk op af et glas på en bar.
Fortællingen ligger sig et sted mellem spaghettiwestern og Zorro, og der er tilført en del brudstykker af traditionelle eventyr og børnerim – og det er egentlig meget sjovt. Men faktisk farer handlingen afsted i fuld fart med de mange gags, twists og genfortællinger af de gamle eventyr, så handlingen om katten og hans motiver bliver ujævn og hakkende. Man bliver faktisk en smule immun, og den kunne godt bruge en mere tydelig og stabil historie. Men det er stadig en fin og sjov film, der uden tvivl vil more børn såvel som voksne.

Karakter: 4/6

Foto: UIP

Offentliggjort Sidst opdateret