Silas Holst får debut som skuespiller i Cirkusrevyen
Niels Ellegaard, Pernille Schrøder, Henrik Lykkegaard, Niels Olsen,
Merete Mærkedahl og Silas Holst er sekstetten til Cirkusrevyen 2024. Alle seks stjerner har før stået på Cirkusrevyens skrå brædder, men for Silas Holst bliver det første gang som skuespiller. (PR-foto). Foto: Emilia Therese/Cirkusrevyen/PR-foto/Free
Entertaineren Silas Holst får debut i Cirkusrevyen i 2024, når han for første gang skal optræde på scenen som skuespiller.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Silas Holst skal optræde i Cirkusrevyen i 2024. Det har den 40-årige entertainer gjort før. Men denne gang bliver det ikke som danser, som han var tilbage i 2006 og 2007, for i 2024 skal han være med som skuespiller.
Det annoncerer den ikoniske revy i en pressemeddelelse.
- Min hjerne stod helt stille et sekund, da Joy (instruktør Joy-Maria Frederiksen, red.) ringede og spurgte, om jeg ville være med i Cirkusrevyen, inden jeg råbte: ja tak!, jubler Silas Holst i pressemeddelelsen.
- Jeg kender revyen, og folkene bag rigtig godt, fra jeg selv var med som danser, så det bliver spændende denne gang at være med som skuespiller. Jeg har mange gode minder fra Cirkusrevyen, og det bliver skønt igen at skulle tilbringe min sommer i Teltet på Bakken.
Silas Holst er især kendt for at være professionel danser i TV 2-programmet "Vild med dans", som han har vundet tre gange. Senest i 2019. Han er også en etableret musicalskuespiller med hovedroller i blandt andet "Dirty Dancing", "Moulin Rouge" og "Grease".
Annonce
Foruden Silas Holst består holdet i næste års udgave af Cirkusrevyen af Merete Mærkedahl, Pernille Schrøder, Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard og Niels Olsen, som alle har stået på scenen før.
Joy-Maria Frederiksen skal igen instruere revyen - ligesom hun gør i år - med kapelmester Joakim Pedersen ved sin side.
Danseren Silas Holst er især kendt for at være med i "Vild med dans". Nu får han debut i Cirkusrevyen som skuespiller. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
- Jeg er virkelig glad for det hold, vi har sammensat til revyen 2024. Det er meget erfarne skuespillere, som hver især kan noget helt særligt, der gør, at vi kan videreføre den fornyelse af revyen, vi har haft stor succes med i år, siger Joy-Maria Frederiksen i Cirkusrevyens pressemeddelelse.
Næste års udgave af Cirkusrevyen har premiere den 16. maj 2024 og spiller frem til den 25. august i Teltet på Bakken i Klampenborg.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker