Nordsjællands Landboforenings møde blev holdt uden for Skibby i Brdr. Ewers mødelokaler. Foto: Jens Henrik NyboJens Henrik Nybo
Mange landmænd føler sig snigløbet, efter Frederikssund Kommune hen over høst har indtegnet 7.500 hektar jord på Grønt Danmarkskort uden at informere om det - og uden at de kan finde fagligt belæg for det.
Jens Henrik NyboJensHenrik Nybo
OffentliggjortSidst opdateret
Forvirring, undren, frustration, ængstelse - og bestemt også en vis bitterhed - var tydeligt at spore hos de omkring 80 lodsejere, som 8. oktober var mødt frem til et møde om naturudpegninger i Frederikssund Kommune.
Det var Nordsjællands Landboforening, som prompte havde indkaldt til mødet på Skibby-kanten i Hornsherred, idet høringsfristen er tæt på, nemlig allerede 25. oktober, således, at hele lovkataloget kan sættes i kraft 1. december.
Når landboforeningen havde valgt netop Hornsherred i Frederikssund Kommune, er det fordi, at især her i området står rigtig mange lodsejeres arealer til at blive omfattet af udpegningerne til Grønt Danmarkskort.
Helt særligt koncentrerer bekymringerne sig omkring områder som Sønderby, Selsø, Østby, Skuldelev, Bonderup og Onsved, som er berørte af udpegningerne. Hvis man altså skal tro de foreslåede hektarer, som Frederikssunds Kommune har udpeget til at indgå Grønt Danmarkskort.
Jørgen Bech måtte som politisk ansvarlig høre på flere kritiske røster blandt de fremmødte landmænd. Foto: Jens Henrik NyboJens Henrik Nybo
Snigløbet
Annonce
- Jeg er nødt til at sige, at det har været en frustrerende oplevelse, at vi hen over høst, hvor vi alle har haft enormt travlt, pludselig opdager, at mange landbrugsarealer foreslås inddrages i Grønt Danmarkskort. Det skaber en enorm forvirring og bekymring. Sådan bør man bare ikke gøre det, sagde Lars Jonsson, formand i Nordsjællands Landboforening.
- Det her virker som om, man har brugt den brede grønne pensel til udpegningerne. Landboforeningen og også Naturrådet har hele tiden opfordret kommunen til at gå i dialog med lodsejerne i forbindelse med udpegningen af arealer til Grønt Danmarkskort, forklarede Lars Jonsson.
Flere lodsejere har overfor formanden givet udtryk for, at de føler, at de er blevet snigløbet, og at der er noget, som skal sniges ind ad bagdøren. Princippet om at naturudpegningerne skal ske via frivillighedens og dialogens vej, før det sendes ud i høring, og det er i hvert fald ikke opfyldt i det her tilfælde, beklagede Lars Jonsson.
Chefkonsulent Anker Riis fra Frederikssund Kommunes forvaltning har det tekniske ansvar for udpegningen af naturområderne. Foto: Jens Henrik NyboJens Henrik Nybo
Nul information
Andreas Höll, Planteavls- og naturkonsulent i Nordsjællands Landboforenings rådgivningsfirma, Agrovi, gav en orientering om Agrovis oplevelse af høringsprocessen.
Han noterede sig, at ingen af de lodsejere, hvis jord er udpeget, er blevet informeret, og at hele forløbet i øvrigt skete under høsten. Han oplyste blandt andet, at der fra juni til august er blevet tilføjet hundredevis af hektar omdriftsarealer til naturformål, således at man har 7.500 hektar på udpegningskortet, hvilket udgør 30 procent af kommunens samlede arealer på 25.000 hektar.
Formanden for Nordsjællands Landboforening, Lars Jonsson, beklagede, at princippet om at naturudpegninger skal ske på frivillighedens og dialogens vej ikke har været til stede. Foto: Jens Henrik NyboJens Henrik Nybo
Forstår frustration
Fra Frederikssund Kommune og forvaltningen deltog også Jørgen Bech (V), der er formand for plan- og miljøudvalget, og chefkonsulent Anker Riis.
Jørgen Bech måtte som den politisk ansvarlige svare på flere kritiske spørgsmål fra forsamlingen om procesforløbet.
- For mig er det en mærkesag at sikre, at alle involverede får reel information i sådanne sager. Når I ikke oplever, det er sket, forstår jeg udmærket jeres bekymring, for I kender ikke konsekvenserne. Jeg skal også erkende, at det her ikke er en sag, der er groet i min baghave, men det er nu engang mig som udvalgsformand, det er pålagt at sikre, vi som kommune efterlever den planlovsændring, som Folketinget har vedtaget. Jeg må bare minde om, at de udpegninger, I ser på kortet, er udkast til høringen, og at intet er vedtaget endnu. Derfor kan jeg kun opfordre jer til at være præcise, når I indsender jeres høringssvar til kommunen, sagde Jørgen Bech.
Annonce
Flere blandt de fremmødte udtrykte forvirring om, hvorledes høringssvarene skal udformes. De opfordredes til at få bistand fra Agrovi, der er landboforeningens konsulentvirksomhed. Foto: Jens Henrik NyboJens Henrik Nybo
Reduceret areal
Anker Riis nævnte, at der faktisk er fjernet 2.300 hektar fra det tidligere udpegningskorts 9.800 hektar, således, at det aktuelle nu er 7.500 hektar.
På kortet indgår fire typer naturområder, nemlig nuværende større naturområder med særlige beskyttelsesinteresser, økologiske forbindelser, potentielle naturområder samt potentielle økologiske forbindelser. Han medgav, at der hersker nogen usikkerhed om lavbundsjorde:
- Nogle af disse kan vi pille ved, andre kan vi ikke røre ved, og det gælder de arealer, som er med i Vandmiljøplanen. Men alle Natur 2000 områder skal indgå i udpegningerne.
Finansiel ro
Endelig gav Agrovis økonomikonsulent, Niels Eghøj, en orientering om, hvorledes den finansielle verden vil se på de lodsejeres ejendomme, der vil indgå i Grønt Danmarkskort.
- Så længe intet er sket på ejendommen, vil kreditforeningerne ikke tillægge det stor vægt i deres vurderinger. Heller ikke den offentlige vurdering af ejendommen vil få sønderlige konsekvenser, men det skyldes nok især deres EDB-problemer.
Lars Jonsson rundede mødet af med at opfordre til, at alle - gerne bistået af Agrovis konsulenter - får indsendt høringssvar inden 25. oktober.
- Og jeg kan garantere, at Nordsjællands Landboforening vil kigge Frederikssund Kommune stramt over skulderen i den videre proces, sagde Lars Jonsson.
Seneste artikler
Lolland-Falster indtager folkemødet på Bornholm
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Slut efter 110 år: - Jeg har altid elsket det sted
Freddy fra Lolland var blandt verdens første FN-soldater: 70 år senere hædres han for indsatsen i Gaza
Står til betinget frakendelse: Så hurtigt gik det
Mest læste artikler
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Skabte uro i lægeklinik
Stort panttyveri fra ø-butik
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre