Inspirationsdag for økologer

Der er faglige indlæg for både den nye og erfarne økolog på inspirationsdagen 14. november.

Årets inspirationsdag for økologer hos VKST i Sorø byder på mere end 15 forskellige faglige indlæg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Årets økologiske inspirationsdag foregår onsdag den 14. november i Sorø. Det er teamet af økologikonsulenter i Økologisk VKST, som står bag arrangementet, hvor der vil være nyt inden for hele spektret af økologien.

Om formiddagen lægges traditionen tro ud med et par fælles oplæg for alle. Temaet i år er: "Økologi og klima". Er det noget, som rimer på hinanden, eller er det to modsætninger?

For tiden kører klimadebatten, og økologien får nogle drøje hug. Er økologisk produktion dårligt for klimaet, eller kan det blive vores redning? Er køerne klimasynderne, eller er de i virkeligheden helte? Det får deltagerne nogle bud på under formiddagens oplæg, hvor blandt andet Jostein Hertwig fra Järna i Sverige vil fortælle om det økologiske kredsløbslandbrug og klimaeffekter.

Om eftermiddagen vil økologisk landmand Per Bundgård, Bundgaard Økologi og Bundgård Sharemilker fortælle om sin vej som økolog mod mere klimavenlig og bæredygtig drift. Per Bundgård har været økolog i 20 år og driver 1.000 ha i Nordjylland, hvoraf de 500 ha er planteavl, 250 ha til slæt og 250 ha med naturpleje. Han arbejder med at finde det optimale sædskifte og maskineri til at kunne minimere jordbehandlingen uden at drukne i rodukrudt.

Per Bundgård er desuden medlem af Økologisektionens bestyrelse og er derfor også tæt på arbejdet med økologireglerne.

For den erfarne økolog

Der vil også være indlæg for den erfarne økolog i løbet af dagen. Den nyeste viden og erfaringer fra denne sæson kan måske inspirere til udvikling og forbedringer af driften.

På programmet i år er nyt om rækkedyrkning, sukkerroer, frøavl, økokornmarkedet, prissætning, økonomi hos økoplanteavlerne, blandsæd, jordfrugtbarhed, blomsterstriber, græsmælk, biogrow, foderspild hos grisene og meget mere.

For den nye økolog

Som ny økolog er der, ud over de faglige udfordringer, også udfordringer med at håndtere de mange regler, der gælder for økologisk produktion. Ikke mindst dokumentationskravene kan volde problemer i forbindelse med det årlige kontrolbesøg.

Annie Dahl og Henrik Funder fra økologikontrollen i Landbrugsstyrelsen kommer med gode råd til "Det gode økokontrolbesøg". Ønsker man mere klarhed over, hvad der skal være styr på året igennem, og hvilke regler der skal overholdes, er der et indlæg om det økologiske årshjul.

Tilmelding

Arrangementet foregår hos VKST, Fulbyvej 15, 4180 Sorø og varer fra kl. 9.00 til 16.00. Mere info og tilmelding på www.ecoadvice.dk. Sidste frist for tilmelding er d. 9. november.