100 millioner til lokalt fibernet
Foto: Foto: Anders Knudsen
Foto: Anders Knudsen
En investering på 100 millioner kroner fra SEAS-NVE skal styrke udrulningen af fibernet på Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster.
Digital ulighed på tværs af Danmark og mangel på hurtigt internet må ikke stå i vejen for udvikling og vækst, mener SEAS-NVE, der i dag, mandag, har investeret 100 millioner kroner i fibernet gennem deres datterselskab Fibia på Lolland-Falster og øerne samt det vestlige og sydlige Sjælland.
- Med de 100 millioner kroner vil vi gøre en ekstra indsats for at fremtidssikre regionen, skabe vækst, bekæmpe digital ulighed og øge værdien af boligerne i Syd- og Vestsjælland og på Lolland-Falster og øerne. Regionens virksomheder, beboere, børn og unge skal have optimale forudsætninger i den moderne digitale virkelighed. Og lokalsamfundene i yderområderne skal havde bedst mulige vilkår for at tiltrække og fastholde nye beboere og skabe vækstmuligheder for små og mellemstore virksomheder, siger Jesper Hjulmand, administrerende direktør i SEAS-NVE.
- Det er en drømmeopgave for en andelsejet virksomhed som vores. Alt går op i en højere enhed: Vi imødekommer andelshavernes udtalte behov, er med til at løse en væsentlig samfundsopgave og skaber samtidig en sund forretning, som vi forventer os meget af i fremtiden, fortsætter han.
De 100 millioner bliver delt op i to gang 50 millioner, hvoraf den ene halvdel går til en ny pulje i stil med regeringens bredbåndspulje. Puljen kan søges fra i dag, 16. januar, og indtil ansøgningsfristen 15. marts på www.fiberpuljen.dk.
Til forskel fra regeringens bredbåndspulje er det ikke kun et spørgsmål om at have dårlig bredbåndsforbindelse. Områdets erhvervstæthed vægter højere i ansøgningen for at imødekomme behovet for vækst og udvikling i regionen. Der er dog et punkt, der går igen: Jo flere beboere og virksomheder, der står sammen om at ønske fibernet i et område, jo større er chancerne for at komme i betragtning. Ifølge Energistyrelsen har 34 procent af husstandene i Region Sjælland en dårlig bredbåndsforbindelse.
Ifølge SEAS-NVE er målet med den 100 millioner kroner store ekstrainvestering, at grave fibernet til yderligere 6000 bopæle og virksomheder end oprindelig planlagt i 2017. De 50 millioner kroner i ”Fiberpuljen” forventes at kunne passere 1500 til 2000 ekstra bopæle og virksomheder i yderområderne. Den anden halvdel af de 100 millioner skal sætte turbo på fibernetudrulningen til ildsjæle, der allerede står på venteliste, forventes at passere 4000 husstande.
- Som andelsejet selskab er vores ambition at tilbyde fibernet til alle i regionen. Det er et ekstremt ambitiøst projekt. Vi ville gerne nå ud til alle i morgen, men det kræver endnu flere milliardinvesteringer de kommende år end vi allerede har foretaget. Og økonomien skal hænge sammen, siger Jesper Hjulmand.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker