1.000 tilskuere på søndag?

Mod Lyngby var der 750 tilskuere, mod Rødovre 845, 912 til Ringkøbing-kampen og 634 senest mod Roskilde... Der har været godt fyldt på lægterne i Nykøbing F. Hallen, når NFH har inviteret til tophåndbold i kvindernes 1. division. Pigerne og træner Kenneth Sahlholdt har gjort det fornemt, leveret varen og er for alvor med i kapløbet om en af de tre pladser, der giver adgang til kvalifikationsspillet til Håndboldligaen. Op på søndag venter et ny spændende opgør i Nykøbing F. Hallen, hvor det stærke oprykkerhold fra Bjerringbro kommer på besøg. Et hold, der bestemt ikke har tænkt sig at lægge sig ned!
- Derfor har vore piger da også igen brug for støtte fra et stort publikum. Det betyder bare så meget, lyder opfordringen fra NFH’s direktør Søren Jacobsen.
Han og resten af klubben håber igen på en fyldt hal og gerne et tal på over 1.000.
- Det ville være super, at kunne slå sæsonrekorden fra kampen mod Ringkøbing og vise omverden, at vi kan nå den magiske grænse, understreger Søren Jacobsen.
Der er igen gratis entré, hvis man medbringer kuponen fra Ugeavisen. Som et yderligere krydderi til kampen er der på søndag lodtrækninger om ikke mindre end 40 gavkort til henholdsvis Kvickly, Sportigan, Paw Sko og Nykøbing Isenkram, ligesom der er ti billetter på højkant til Sanne Salomonsens koncert i Nykøbing F. Teater lørdag 24. marts.

Foto: Per Houby

Klip kuponen ud fra Ugeavisen og kom gratis til håndbold og lodtrækning om attraktive gavekort.

Offentliggjort Sidst opdateret