14 hunde hentet i tragisk dyreværnssag

Dyreværnet - Foreningen til Værn for Værgeløse Dyr har fjernet 13 pekingesere og en mops fra et hus i Nysted. De 14 hunde er i meget dårlig stand og kort tid efter ankomst til internatet, blev to af dem aflivet. Dyrlægerne er nu ved at undersøge hver enkelt af de resterende hunde grundigt, og indtil deres vurdering ligger klar, er skæbnen fortsat uvis for mange af de tilbageværende 12 hunde. Flere af dem skal have omfattende øjenoperationer, mange af dem har brok og deres tænder er i så dårlig stand, at der skal operationer til, for at hundene igen får et godt liv, skriver Dyreværnet i en pressemeddelelse.

Men humøret hos de mange hunde fejler intet. Allerede dagen efter deres ankomst til internatet blomstrede de op og nød, at de nu kunne komme i løbegård og få græs under poterne. En ny oplevelse for de mange misrøgtede hunde.

- Denne her sag er i sandhed tragisk, fortæller Nina Amdi Carlsen, der besøgte adressen med de mange hunde og oplevede, hvordan forholdene var. - Endnu engang ser vi, at ejer i bund og grund elsker sine hunde, men simpelthen ikke magter opgaven. Jeg var virkelig trist, da vi kørte derfra over endnu engang at kunne konstatere, at man i dagens Danmark kan bo under sådanne forhold uden at myndighederne griber ind, fortsætter en tydelig berørt Nina Amdi Carlsen.
- I disse situationer skal jeg have fokus på dyrene, så derfor er jeg lettet over, at det lykkedes os at få hundene fjernet. Men besøget har helt klart gjort indtryk på mig, siger den ellers garvede udrykningsleder.

På nuværende tidspunkt er de 12 hunde ikke overdraget til Dyreværnet og vil derfor ikke blive sat til adoption før ejerskabet er afklaret. Men de vil alle blive behandlet, medicineret, klippet, aktiveret og kælet med, som alle andre hunde fra dyreværnssager.

Foto: Dyreværnet

Mange hunde er hentet af Dyreværnets udrykningsleder fra et hus på Østlolland efter en anmeldelse om misrøgt tikkede ind hos foreningen.

Offentliggjort Sidst opdateret