1566 billetter til damefrokost

Billetter til den legendarisk damefrokost kommer nu til slag. Foto: Ingrid Riis, arkivfoto

Billetter til både dame- og herrefrokost sættes til salg.

Offentliggjort Sidst opdateret

DØLLEFJELDE Fredag morgen går den store jagt ind på årets billetter til et af Døllefjelde Musse Markeds højdepunkter: Damefrokosten.

Fra klokken otte om morgen er folkene bag markedet klar til at sælge de 1.566 billetter, som der i år bliver udbudt til damefrokosten. Dog minus nogle stykker, som blev solgt sidste år, men ikke brugt, da Døllefjelde-Musse Markedet jo grundet corona blev flyttet fra bededagsferien til starten af september.

Fredag morgen udbydes også billetter til årets herrefrokost på markedet. Både dame- og herrefrokosten bliver som altid afholdt om lørdagen på markedet, som i år løber af stablen i bededagsferien fra torsdag 12. maj til søndag 15. maj. I år bliver det 42. gang, at markedet bliver afholdt.

Nu med bordbestilling

Den kommende nye formand for markedet, Per Hansen, fortæller, at der i år er taget et nyt bookingsystem i brug, og der kommer en enkelt ændring.

- I det nye bookingsystem vil man, ligesom når man bestiller billetter i for eksempel en biograf, blive bedt om at vælge et bordnummer, siger Per Hansen.

Bordene bliver med plads til henholdsvis 36 og 18 festglade kvinder.

- Der vil også i systemet været et nyt køsystem, så de, som fredag morgen tjekker ind på sitet, kan se, hvor langt de er i køen i forhold til at komme frem til selve bestillings- og købssiden af billetter.

Tidligere år har de mange billetter været solgt i løbet af ganske få minutter.

Ny formand udnævnes snart

Per Hansen er den kommende formand for bestyrelsen bag Døllefjelde-Musse Markedet. Men han bliver først udnævnt ved en generalforsamling, som bliver afholdt 19. januar.

Den nuværende formand, Leif Cortzen, overtog formandsposten efter Ole Ottesen i 2014. Leif Cortzen træder helt ud af bestyrelsen sammen med den mangeårige kasserer Laila Nielsen, oplyser Per Hansen.

Ved generalforsamlingen er der dermed lagt op til nyvalg af personkredsen i bestyrelsen. Og der er allerede nu i støbeskeen lagt op til ændringer og justeringer i forhold til afviklingen og tilbuddene på markedet.

I forbindelse med generalforsamlingen vil der også blive uddelt penge fra sidste års overskud fra markedet til foreninger og organisationer.

- Vi ved endnu ikke, om det kan lade sig gøre med et offentligt arrangement i forbindelse med uddelingen af pengene, men det melder vi snart ud, siger den kommende formand.