237.000 kroner indsamlet til Michael i Filippinerne

Foto: Privatfoto

Men er det nok til at få Michael Christensen fra Nordfalster hjem?

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er for alvor kommet gang i indsamlingen, som forsørger at få Michael Christensen hjem fra Filippinerne. Men der er stadig ingen plan for, hvordan og hvornår han kan komme hjem.

Michael Christensen har siden den 18. august ligget på et hospital i Filippinerne uden at have fået den fornødne behandling, og hans tilstand betegnes af vidner som meget kritisk.

Indsamlingen er nu nået op på 237.793 kroner, men det kan vise sig ikke at være nok til at få Michael Christensen hjem til behandling i Danmark.

- Udenrigsministeriets Borgerservice har meddelt os, at de er ved at undersøge, om Michael kan komme hjem med et almindeligt fly. Kan han ikke det, så skal han med et ambulance-fly, og så er vi altså oppe i en helt anden prisklasse, siger Erik Jørgensen, som administrer Facebookgruppen ”Kan vi sammen få Michael hjem fra Filippinerne?” sammen med stifteren Janne Tholstrup.

Derfor er man slet ikke færdig med samle penge ind.

Hjemme hos familien på Nordfalster forsøger man at holde hovedet over vandet.

- Vi går og er så nervøse for, om han nu kan komme hjem. Vi afventer stadig svar fra Udenrigsministeriet, som er ved at arrangere hans hjemrejse, siger Ruth Christensen.

Stærke billeder

Tv2Øst bragte i onsdags et indslag om Michael Christensens situation og havde ved hjælp af Renny Petersen fået en video af Michael Christensen, som ligger i sin sygeseng på hospitalet.

På videoen kan man se en tydeligt frustreret Michael Christensen. Han kan ikke snakke, og han kaster sig uroligt rundt i sengen, som han er bundet til. Da han ikke kan spise, er man nødt til at give ham mad via slange, noget der også tydeligvis påvirker Michael Christensen.

- Der er ingen fornemmelse omkring tilstand og behov. For eksempel i går da Michael lå og vred sig i smerter. Jeg sagde til sygeplejersken, at det var ni timer siden, han havde fået smertestillende medicin. Hun svarede, at han kun kunne få efter behov og nægtede derfor Michael medicin. Jeg fik dog overtalt sygeplejersken til sidst, siger Renny Petersen.

Facebookgruppen ’Kan vi sammen få Michael hjem fra Filippinerne’ har nu fået over 2250 likes, og gruppen vokser stødt sammen med den mediebevågenhed, sagen har fået. Ud over Tv2Øst og Folketidende har Ekstra Bladet, BT og jyllandsposten.dk også kastet sig over sagen.

Hvis du vil støtte indsamlingen, kan du sende penge til kontonummer: 0746797575 registreringsnummer: 0679 eller via Mobilepay: 61658875 (Janne Tholstrup).

Klik her for at komme ind på Facebookgruppen "Kan vi sammen få Michael hjem fra Filippinerne"

Sagen kort:

* Den 18. august 2013 kørte den 47-årige Michael Christensen fra Nordfalster galt på motorcykel i Filippinerne uden rejseforsikring.

* Sidst i november 2013 besøger André Jensen fra Nysted Michael Christensen i Filippinerne.

* Han fortæller: - Der er hul ind til hans hjerte, fem knuste ribben er fjernet, og han har slange i halsen. Han er skræmmende tynd og kan kun nikke og ryste på hovedet med svage bevægelser.

* Den 2. december oprettes der Facebookgruppe til fordel for Michael Christensen under navnet ”Kan vi sammen få Michael hjem fra Filippinerne”

* Midt i december får familien på Nordfalster godkendt deres ansøgning om at starte en indsamling for at kunne betale for Michael Christensens hospitalsophold og hjemrejse. På det tidspunkt har familien allerede betalt omkring 165.000 kroner for at hjælpe Michael.

* Den 20. december lyder det fra hospitalet i Cebu City, at Michael Christensen nu kan sidde op i en kørestol og har nemmere ved at spise, men oven på denne gode nyhed fik Michael Christensen en infektion.

* Den 8. januar meddeler hospitalet i Cebu City til Udenrigsministeriets Borgerservice, at Michael Christensen snarest muligt skal til Danmark på grund af frygt for en ny infektion.

* Den 13. januar oplyser en anonym, at han vil blive betale 180.000 kr. for at få Michael Christensen hjem.

* Den 13 Januar besøger Renny Petersen Michael Christensen, som kan berette om, at Michael Christensens tilstand stadig er meget kritisk.