2.400 strømmede til Maribo Messen

Foto: Ingrid Riis

Offentliggjort Sidst opdateret

I Lions Club i Maribo var man særdeles tilfreds med weekendens forløb, da man sent søndag eftermiddag pakkede sammen efter en yderst velbesøgt Maribo Messe i Maribohallerne lørdag og søndag.

- Vi havde cirka 1.100 betalende lørdag og 1.300 i løbet af søndagen, og så nåede vi op på samme besøgstal, som ved sidste messe for to år siden, siger Klaus Andersen fra Lions Clubs messeudvalg.

- Der er faktisk ikke plads til ret mange flere gæster på de tidspunkter, hvor der er flest, så det må vi være tilfreds med.

Messens tema var hus, have, bil og fritid og der var da også et væld af forskellige inspirationsmuligheder på hallernes 66 forskellige stande.

Otte bilforhandlere fyldte godt op i den ene hal. De øvrige butikker, håndværksvirksomheder, restauranter, pengeinstitutter, politiske partier og forskellige organisationer deltes så om den anden.

Et ukendt antal af bolsjer og reklamekuglepenne skiftede ejere, men der blev også snakket meget og handlet en del.

- Jeg forstod på eksempelvis bilforhandlerne, at en bil blev solgt i weekenden, og at messen mindst vil resultere i seks til syv bilsalg, hvor den endelige slutseddel endnu ikke er skrevet, siger Klaus Andersen, og så er det jo en god weekend.

For Lions Club er der endnu ikke overblik over det økonomiske resultat, men Klaus Andersen vurderer, at det ligger på niveau med messe i 2011. Det betyder indtægter på mellem 50 og 70.000 kroner som Lions så efterfølgende kan bruge i sine velgørende og kulturelle formål.

Man er således klar til at arrangere messe igen om to år.

Man har en aftale med Rødby om at skiftes, så man kun holder hvert andet år, og det passer fint for Lions Club Maribo.

- Vi er meget glade for den store opbakning, vi får til messen, hvor vi kan samle så mange penge sammen på et enkelt arrangement. Mange tilsvarende klubber skal lave langt flere arrangementer for at skaffe det samme.

Se flere billeder i galleriet nedenunder.

Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis