240.000 lægeregninger afvist af regionen

Regionsrådsformand Trine Birk Andersen glæder sig over, at kontrollen med lægernes regninger er blevet bedre. Foto: Region Sjælland

Region Sjællands kontrol med regninger fra praktiserende læger og andre behandlere medførte i 2024, at i alt 240.000 regninger blev afvist på grund af fejl.

Offentliggjort Sidst opdateret

14,7 millioner. Så mange regninger fik Region Sjælland i 2024 fra praktiserende læger, speciallæger, fodterapeuter, kiropraktorer, psykologer, tandlæger og fysioterapeuter.

Inden de røg til betaling som en del af den offentlige sygesikring, gennemførte regionen både en før- og en efterkontrol (se faktaboks).

Sådan kontrollerer regionen regningerne

  • Region Sjælland laver både før- og efterkontrol af regninger fra praktiserende læger, speciallæger, fodterapeuter, kiropraktorer, psykologer, tandlæger og fysioterapeuter.
  • Førkontrollen sker i et system, som automatisk screener regningerne for, om de lever op til overenskomsterne mellem regionerne og lægernes og behandlernes faglige organisationer. For eksempel bliver regningen screenet for, om der er ni cifre i cpr-nummeret, eller om en børneundersøgelse er givet til en voksen. Systemet kan også fange dobbeltfakturering eller kombinationer af ydelser, som ikke skal udløse et honorar.
  • Hvis der er fejl i regningen, afviser systemet udbetalingen. Finder systemet omvendt ingen problemer, godkendes regningerne, og i tvivlstilfælde sendes de til manuel kontrol.
  • Efterkontrollen ser på regninger, der er blevet betalt. Den indsats sættes blandt andet i værk efter konkrete henvendelser fra borgere, medarbejdere eller via en whistleblowerordning, og kontrollen handler blandt andet om at efterprøve, om behandleren rent faktisk har leveret den ydelse, regionen har betalt for.
  • Afslører denne kontrol fejl, kan regionerne kræve pengene tilbagebetalt.

Og førkontrollen afviste cirka 240.000 af regningerne - halvdelen af afvisningerne klarede et computersystem selv, den anden halvdel blev afvist, efter at medarbejdere havde set på dem.

Regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) påpeger, at 240.000 lyder af meget, men at det svarer til mindre end to procent af regningerne.

- Det kan være svært at sige, om 240.000 er højt eller lavt eller for højt eller for lavt. Jeg tror mere, man skal se det som et tegn på, at det er svært at navigere i de overenskomster, vi har. Det her er jo ikke udtryk for, at folk vil snyde, men at der er nogle misforståelser eller er tastet forkert. Og så er jeg egentlig tilfreds med, at vi har et system, som kan fange det ret tidligt i processen, siger hun.

Jeg er egentlig tilfreds med, at vi har et system, som kan fange det ret tidligt i processen.

Trine Birk Andersen (S), formand, Region Sjælland

Grundlæggende tillid

Tallet på 240.000 er højere end i 2023, og stigningen skyldes, vurderer regionen, at it-systemet er blevet videreudviklet og forbedret. Netop fordi størstedelen af fejlen skyldes misforståelser, har regionen en dialog med behandlerne, så de lærer at undgå fejlene.

- Jeg har egentlig grundlæggende tillid til, at vi alle sammen udviser et stort ansvar for, at det er skatteborgernes penge, vi sidder og forvalter. Og at vi derfor også har en forholdsvis god og effektiv kontrolindsats, så vi også kan få fat, der hvor der er noget, der ikke er i orden, siger Trine Birk Andersen.

Ud over førkontrollen gennemfører regionen således også en efterkontrol af regninger, som er betalt, og i 2024 blev der her fundet fejl i regninger, der førte til krav om tilbagebetaling af cirka 3,2 millioner kroner. Det tal er mindre end i 2023, hvor kravet var cirka 4,8 millioner kroner.