3.700 klar til løb på Farøbroerne

Det store broløb på lørdag er blevet et tilløbsstykke. Tirsdag ved middagstid var der således over 3.700 løbere tilmeldt. De kommer fra hele landet.

Tilmelding kan ske helt frem til starten lørdag. Og selvom nogle af de tilmeldte skulle falde fra, så kan antallet af løbere sagtens nå op på over 4.000. Det er første gang siden 1985, hvor Farøbroerne blev åbnet, at der kommer løbere på broen.

Der bliver som tidligere omtalt tre løb i ét, og længste afstand bliver en halvmaraton, det vil siger 21,1 kilometer. Starten går klokken 13 på Stubbekøbingvej, lige øst for det sted, hvor jernbanen krydser vejen. Derfra skal løberne hen til afkørsel 43 og derfra mod nord i den sydgående vejbane af Sydmotorvejen og hen over de to Farøbroer. Ved afkørsel 41 på Sydsjælland drejer halvmaratonløberne til venstre og løber gennem Nyråd til Vordingborg.

På Farø får halvmaratonløberne selskab af de mange andre, som fra klokken 13 vil løbe en 10 kilometer strækning fra den lille ø, over lavbroen og til Vordingborg.
Og endelig vil en del løbere tage en rundstrækning på fem kilometer fra centrum i Vordingborg og ud på en rundstrækning mod Nyråd øst for byen. Dette løb starter som de to andre også klokken 13.

Alle løberne skal i øvrigt i mål på Slotstorvet i Vordingborg, hvor der er madboder, hoppeborg og spejderaktiviteter

Man kan få mere information på kommunens hjemmeside på adressen http://www.guldborgsund.dk/da/Borger.aspx.

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Løberne kommer fra hele landet for at deltage i lørdagens løb.

Offentliggjort Sidst opdateret