77-årig SF-veteran: - Jeg er et år yngre end Trump, og når han kan, kan jeg også

Lene Hatt, formand for SF's lokalafdeling i Gulborgsund, tager en valgkamp til. Arkivfoto: Rikke Folm Berg

Lene Hatt fra Nykøbing er en politisk veteran. De 77 år får hende ikke til at sige: "Nu er det nok." Faktisk er hun klar til at tage en tur til.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg er et år yngre end Trump, og når han kan, kan jeg også.

Ligesom den genindsatte præsident vil Lene Hatt også vælges ind. Men her stopper lighederne mellem Donald Trump og hende selv også, understreger den 77 årige SF-politiker. Det er dog ikke Det Hvide Hus, men en plads i den murstensbelagte byrådssal, hun går efter.

Formanden for partiets lokalafdeling i Guldborgsund tager med andre ord en valgtur til. Ved sidste kommunalvalg lykkedes det ikke at komme ind, men inden da har hun siddet 10 år i Guldborgsund Kommunes byråd.

- Jeg er ikke en helt ung dame længere jo, så det giver selvfølgelig nogle overvejelser. Men jeg har så meget viden og er så opdateret, at jeg mener, jeg kan tilføre noget, forklarer hun opstillingsvalget med.

Politisk blå bog

  • Byrådsmedlem, Nakskov Kommune fra 1984 - 1992
  • Amtsrådsmedlem, Storstrøms Amt fra 1992 - 2009
  • Byrådsmedlem, Guldborgsund Kommune fra 2007 - 2017

Længere nede på listen

Lene Hatt vågnede dog ikke bare op en dag med en fornyet kommunalvalgsvilje; lysten slog ikke pludseligt ned i hende. I stedet har overvejelsen ulmet i længere tid.

- Jeg har diskuteret det med mit politiske og mit andet bagland, om jeg burde stille op. Det har jeg fået tilbagemeldinger om, at det burde jeg. Der har også været folk, som er kommet hen og spurgt, om jeg ikke stillede op igen.

Til kommunalvalget i 2021 var det kun Annemette Schønberg Johnson, som kom i byrådet. Forventer du, at der er plads til jer begge i år?

- Jeg kommer til at stå længere nede. Jeg bliver ikke nummer to.

Er du ærgerlig over det?

- Nej, nej, det er jeg ikke. Vi har nogle unge folk, der også skal have muligheden.

Du siger, at du er noget længere nede på listen. Er det så overhovedet realistisk, at du kommer ind?

- Det kommer an på, hvor mange vi får ind.

Hvor mange skal der til?

- Det er lidt af et puslespil. Vi skal vel fire-fem ind, hvis jeg også skal være der.

Villy-effekten

Hvis der var valg i dag, ville SF blive Danmarks næststørste parti. 16 procent af stemmerne vil det få, viser en Voxmetermåling foretaget for Ritzaus Bureau.

Tidligere har der siddet så mange SF-politikere i Guldborgsund Kommune.

- Vi oplevede Villy-effekten dengang, hvor vi fik fem ind (til kommunalvalget i 2019, red.). Der sagde jeg, at det var Lene Hatt-effekten, men det har jeg senere måttet tage i mig, da det ikke viste sig at holde. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at den landspolitiske tendens smitter af.

På spørgsmålet om, hvorvidt Lene Hatt planlægger at stille op til kommunalvalget i 2029, kommer svaret prompte.

- Ej nej, nu er det absolut sidste omgang.