800 aflyste brystkræft-undersøgelser
Akivfoto Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Udstyr til screening for brystkræft står ubrugt hen, mens region overvejer løsning.
En fugtskade i mammografiscreeningsbussen betyder at kvinder i øjeblikket ikke kan komme til undersøgelse i Nykøbing.
Den mammografibus, som dækker det sydlige Sjælland og Lolland Falster har ikke kunnet fortage undersøgelser i to uger. Den blev på grund af en vandskade lukket den 25. marts.
Endnu har Region Sjælland ikke taget beslutning om, hvad der skal ske, for at kunne fortsætte screeningerne.
- Det er regnvand, som har givet selve bussen fugtskade, fortæller ledende overlæge for Radiologisk Afdeling på Ringsted Sygehus og chef for Mammografiscreeningen i Region Sjælland Nikolaj Borg Mogensen.
Selve undersøgelsesudstyret har ikke taget skade.
Årligt bliver 400 tilfælde af brystkræft her i Region Sjælland opdaget ved en undersøgelse i en af regionens mammografibusser, som tilbydes kvinder mellem 50 og 70 år.
I alt får 800 kvinder årligt konstateret brystkræft i regionen.
Mammografibussen står i øjeblikket ved sygehuset i Nykøbing. Planen var, at den skulle videre på sin tur til Vordingborg om et par uger. Det er nu uvist, hvornår den kommer ud og køre igen. Og uvist hvorlænge man må skubbe en pukkel af ventende kvinder foran sig.
- Vi har indtil videre måtte aflyse cirka 800 kvinder, som var booket til undersøgelse i mammografitraileren i Nykøbing, siger Nikolaj Borg Mogensen.
- Alle kvinder har modtaget et brev, hvor der gøres opmærksom på, at tiden er aflyst, og at de vil modtage ny invitation, når vi kender omfanget af skaden. De er blevet tilbudt at blive undersøgt i Ringsted. Foretager kvinderne sig ikke noget, vil de modtage en ny invitation til mammografiscreening, så snart vi har en plan, forsikrer overlægen.
Han har både en plan B og en plan C. Men endnu har regionen ikke besluttet, hvad der skal gøres for at fortsætte undersøgelserne.
- Den nemmeste løsning er, at flytte selve undersøgelsesapparatet ind på Nykøbing sygehus.
Philips, som har leveret udstyret, har givet et tilbud på 65.000 kroner for at flytte udstyret ind på sygehuset, mens selv mammografibussen eller rettere traileren, bliver repareret, siger overlægen.
Det vil betyde at kvinder fra hele Sydsjælland og Lolland-Falster må tage turen til Nykøbing. Men så kan man holde screeningerne i gang mens selve traileren bliver repareret.
En anden løsning er, at omprioritere de øvrige mammografiscreeningsbusser i regionen. Det vil betyde ventetid, længere transport og udskydninger af screeninger for alle kvinder i regionen.
- Her og nu venter vi på en afgørelse fra den tekniske chef i Region Sjælland, så vi kan besked på hvilken løsning der vælges, siger Nikolaj Borg Mogensen.
Han fortæller, at omfanget af fugtskaden på mammografiscreeningsbussen endnu ikke er opgjort og det vides heller ikke hvor lang tid det vil tage at reparere den.
Uanset hvilken løsning der bliver besluttet, vil det betyde at mange kvinder ikke kommer til planlagte screeninger til tiden.
Fakta
I Region Sjælland tilbydes mammografiscreening til alle kvinder mellem 50 og 69 år.
Mammografiscreeningen foregår i Ringsted og i tre mobile enheder (mammografibusser), der hver dækker et geografisk område nogenlunde svarende til de tidligere amter.
De mobile enheder har følgende holdepladser:
Vest-bussen: Slagelse, Korsør, Kalundborg, Nykøbing Sjælland og Holbæk
Øst-bussen: Roskilde, Fakse, Greve og Køge
Syd-bussen: Næstved, Stege, Nakskov, Maribo, Nykøbing Falster og Vordingborg.
Der er 115.000 kvinder mellem 50 og 69 år i Region Sjælland. Halvdelen inviteres hvert år til screening, deltagerprocenten er cirka 82 procent.
Årligt screenes cirka 47.500 kvinder i Region Sjælland.
I hver af de tre busser (mobile enheder) samt i Ringsted vil mellem 60 og 80 kvinder blive screenet hver dag.
Screenede, der får brystkræft, har 30 procent bedre overlevelse efter en diagnose for brystkræft end ikke-screenede.
Kilde: Region Sjælland.